Klokken 16 sker der noget, som mange danskere har ventet på i mange år.

For første gang siden Tom Kristensen stoppede karrieren, har vi igen danskere med i den største klasse i det legendariske 24-timersløb på Le Mans. Og ikke nok med det, så smadrer hele 13 danske deltagere den tidligere rekord på 11.

»Det er kæmpestort, at vi i et relativt lille land kan fostre så mange dygtige kørere til den største scene,« siger Jacob Nørtoft, der er talent- og elitechef i Dansk Automobil Sports Union, til B.T.

»Det er stort for kørerne, for de mange tusind danske fans og for os som forbund. Det er et tema, at der kommer flere og flere danskere på Le Mans. Og de er endda konkurrencedygtige i alle klasser,« fortsætter han og håber på danske topresultater i alle tre klasser.

Ifølge Jacob Nørtoft er den danske rekord resultatet af vanvittig hårdt arbejde på alle fronter.

»Vi har en stærk motorsportskultur i Danmark med rigtig mange dygtige personer, der arbejder med kørerne. Det er trænere, teams og klubber, som alle spiller en vigtig rolle.«

Og så mangler flere danske stjerner endda på årets deltagerliste. Profiler som Nicki Thiim, Frederik Schandorff og Dennis Lind – for bare at nævne nogle få – må se årets løb fra sofaen, når det skydes i gang lørdag klokken 16.

B.T. giver dig her et overblik over alle 13 danskere på Le Mans:

Porsche har vundet Le Mans flere gange end noget andet bilmærke, og i år gør den tyske gigant comeback i topklassen – endda med en dansk stjerne. Den mangeårige Porsche-kører Michael Christensen, der både har vundet en VM-titel og en klassesejr på Le Mans, tager et skridt op og går efter den samlede sejr.

Hele Frankrig hepper på Mikkel Jensen og Peugeot, der ligesom flere af konkurrenterne gør comeback i kongeklassen. Det danske stortalent lægger ikke skjul på, at franskmændene næppe vinder i år uden et mirakel, men danskeren vil gøre alt for at vise, hvad han og holdet kan.

Det kan godt være, at Toyota har vundet de seneste fem år i træk, men den danske komet Nicklas Nielsen og Ferrari er kommet tilbage til Le Mans med ét altoverskyggende mål: Sejr. Og helst i første forsøg. Alt i ugen op til løbet tyder på, at Nielsen er Danmarks bedste bud på en vinder i år. Danskerens Ferrari starter forrest, når løbet skydes i gang lørdag klokken 16.

»Det vil være direkte respektløst at sige, at vi skal vinde Le Mans,« siger Jan Magnussen, der alligevel vil gøre alt for at tilføje endnu en klassesejr på Le Mans til sit gigantiske trofæskab. Hos det polske Inter Europol-team i LMP2 får han selskab af Anders Fjordbach, der kører den franske klassiker for fjerde gang.

Sidste år blev Jota-holdet både nummer et og tre i LMP2-klassen, da stortalentet Oliver Rasmussen debuterede på Le Mans for briterne. I år får han selskab af Le Mans-veteranen David Heinemeier Hansson, som tidligere har stået på alle tre trin på podiet på Le Mans.

Danmark har allerede én superstjerne fra Thy i Jonas Vingegaard. 19-årige Malthe Jakobsen er godt på vej til at blive den næste, og i år skriver han historie som den yngste dansker nogensinde på Le Mans. I år kører han i LMP2, men som Peugeot-juniorkører tyder det på en fremtid i kongeklassen.

Det er gået vanvittig hurtigt, siden det danske hold GMB Motorsport blev stiftet for under to år siden, og nu indtager de den største scene. 'Vi er virkelig nervøse', siger de, men med den tidligere verdensmester og forsvarende Le Mans-vinder i GTE Am-klassen Marco Sørensen har holdet et sandt es i ærmet. Han deler bilen med 19-årige Gustav Birch og veteranen Jens Møller.

Den danske racerdronning er tilbage på Le Mans for femte gang – igen på et hold med tre kvindelige kørere. Michelle Gatting og resten af 'jernkvinderne' hos Iron Dames-holdet har skabt flere historiske resultater siden sidste års Le Mans, og nu drømmer de om også at køre deres lyserøde Porsche til et historisk resultat i verdens hårdeste racerløb.

Le Mans-debuten i fjor blev en ultrakort fornøjelse for Mikkel O. Pedersen, men den danske Porsche-kører er tilbage på den hellige franske asfalt med flere podiepladser fra VM-serien i bagagen – og så på et hold under ledelse af selveste Patrick Dempsey fra 'Grey's Anatomy'.

Umiddelbart efter løbet kan du læse B.T.s dom over danskerne på bt.dk.