Den tidligere verdensmester i Formel 1, Lewis Hamilton, har fået motorsportsfans verden over på nakken, efter han har lagt billeder op på de sociale medier af ham selv på ski få dage efter Michael Schumachers voldsomme - og fortsat livstruende - ulykke på ski.

Hamilton satte Instagram på den anden ende med sit billede i sneen. Således blev den engelske racerkører efterfølgende nærmest lagt for had blandt nogle af det sociale billedmedies brugere. En bruger skriver, at Hamiltons billede er følelseskoldt med Michael Schumacher kamp for livet in mente.

En anden bruger beskylder verdensmesteren fra 2008 for at være uden empati, mens han i forlængelse får påtalen 'overvurderet nar, du bliver aldrig ligeså god som Schumacher.'

Der findes også større diplomater på Instagram end det eksempel, men selv blandt de brugere, får Hamilton hug for sin timing af billedet i sneen.

Postyret omkring Lewis Hamilton er blot endnu et symbol på, at Michael Schumachers styrt og alvorlige skader i hjernen har fået følelser i kog. Således var mange fans mindst lige så vrede over at høre, at en journalist angiveligt har forsøgt at udgive sig som præst for at trænge sig ind til den hospitalsstue i Grenoble, hvor Schumacher ligger i koma. Der har ligeledes været etiske diskussioner omkring et tysk medie, der valgte at filme deres journalist, mens han gennemførte et skiløb på den rute, hvor Schumacher var styrtet og slog hovedet mod en klippe.

Michael Schumacher holdes stadig i kunstigt koma efter blødninger i hjernen. Hans tilstand var onsdag stabil, men han er stadig i livsfare.