'Jeg har aldrig været så skuffet over den sport, jeg elsker.'

Sådan skriver Formel 1-reporteren Matt Gallagher i et opslag på Twitter.

'Det er en fucking skændsel,' fortsætter han oven på nyheden om, at Haas holder fast i Nikita Mazepin som kører til næste sæson.

Den 21-årige russer fik massiv opmærksomhed, da en video med ham i hovedrollen blev delt på Instagram. Han delte selv videoen, som var optaget i en bil. Her gramsede han en kvindelig medpassager på brysterne, og efterfølgende måtte Haas gå ud og tage afstand fra Mazepins opførsel.

Onsdag kunne Formel 1-teamet så fortælle, at russeren stadig får den ene plads på holdet, selv om rygterne gik på det modsatte, efter videoen begyndte at florere. En beslutning, der har fået flere ud over Matt Gallagher til at reagere.

'Det er overhovedet ikke overraskende, at Haas tager den beslutning, og det er urealistisk at forvente, de ville fyre Mazein, når han vitterligt er grunden til, de overlever. Men jeg tolkede det som, at der blev taget ordentlig hånd om det for at gøre ham klogere,' skriver Formel 1-journalisten Chris Medland på Twitter.

'Jeg må også indrømme, jeg er rystet over, at der ikke er kommet en ordentlig udmelding fra Formel 1 og FIA. Mazepin har bragt sporten i miskredit, og det eneste, de har sagt indtil videre, er, at det er et problem for Haas og ikke dem,' fortsætter han.

Da videoen kom frem, gik der ikke lang tid, før kvinden – modellen Andrea D'lVal  i klippet – reagerede, og hun tog Mazepin i forsvar.

»Hejsa, jeg vil bare oplyse jer om, at Nikita og jeg har været gode venner i lang tid, og intet i den video var på noget tidspunkt seriøst,« fortalte hun og forklarede, der var tale om en intern joke.

Også Mazepin var ude for at sige undskyld, og han skrev derudover, at han var ked af, at han har sat Haas i et dårligt lys.

Men det har ikke været nok, mener flere Formel 1-skribenter, der vil have FIA til at reagere.

'Det klammeste ved det her er, at det er ikke, fordi det er nyt; at gramse på og udnytte ret unge kvinder har fundet sted i årevis, og FIA kigger bare den anden vej. For at være optimistisk kan man dog sige, at folk virkelig er sure, og det kunne ændre noget,' skriver journalisten Hazel Southwell.

Udover Mazepin er det Mick Schumacher, der fra næste sæson skal køre for Haas.