'Kan du se, jeg var i en brand for en måned siden?'

Sådan skriver den nu tidligere Haas-kører Romain Grosjean i et opslag på Twitter. Her har han delt et billede af sin højre hånd efter den voldsomme ulykke, han var ude for i slutningen af november.

'Den venstre hånd har det også bedre, men er ikke klar til billeder endnu,' skriver Romain Grosjean, der kørte ind i autoværnet med 221 kilometer i timen under Bahrains Grand Prix.

Bilen blev delt i to, og den brød med det samme i flammer. Alligevel lykkedes det for franskmanden at kæmpe sig ud og i sikkerhed, og på trods af hvor voldsomt det var, slap han 'blot' med forbrændinger på sine hænder og en forstuvet ankel.

Han fik hænderne bundet ind, så han med egne ord 'lignede Mickey Mouse', og allerede 10. december delte han det første billede af skaderne på højre hånd.

'For fanden, det gør mig glad at have min højre hånd fri for forbindingerne. De skal have en masse creme hele dagen, men det føles godt at se dem i så god stand. Nu venter jeg på, at den venstre hånd skal komme sig mere,' lød det på det tidspunkt.

Og status i dag er altså, at hans højre hånd er helet. Der er blot et lille sår på den ene kno, og så har han også fået nogle ar.

'Et mirakel' skriver flere da også til franskmanden, som selv kunne gå væk fra den brændende bil.

'Det er fantastisk. For pokker, Romain! Det er heldigt, du kørte i 2020, og ikke 1980 … Det var en uhyggelig ulykke,' skriver en, mens en anden bemærker, hvor hurtigt franskmanden er kommet sig – i hvert fald fysisk.

Hans plan var at køre VM-finalen for Haas, men det måtte han opgive, da hænderne ikke blev klar til det. Dermed sluttede Romain Grosjeans Haas-karriere i Bahrain.

Den 34-årige franskmand debuterede i Formel 1 i 2009 og har været med i 181 grandprixer.

Han har været på podiet i alt 10 gange, og fra 2017 til 2020 var han holdkammerat med Kevin Magnussen.