Den danske speedway-helt Leon Madsen har skrevet sig i historiebøgerne. Men han har mødt flere udfordringer på sin vej mod EM-titlen, som han erobrede lørdag.

Det var en træt EM-helt, B.T. Sport fangede søndag formiddag.

Leon Madsen vandt lørdag som den kun anden dansker EM-speedway, men der er ingen tid til at hvile på knallertstellet, for han skal allerede i dag køre løb igen.

Glad var den 30-årige vejlenser dog – som først kom i seng klokken halv fem i morges, da han skulle fragtes et par timer til byen Wroclaw for at køre om bronze i den polske Ekstraliga.

Læs også: Landsholdskonflikten fortsætter: Det kan blive konsekvenserne

»Vi holdt en lille fest i bilen, men det var også det,« siger en yderst glad Leon Madsen og tilføjer:

»Det var sgu stort. Der var omkring 32.000 mennesker, og nu har jeg skrevet mig selv ind i historiebøgerne. Det er kun Hans Nielsen og Nicki (Pedersen, red.), der har vundet her på banen før. Det er fedt.«

Det var en træt og glad EM-vinder, B.T. Sport fangede i telefonen søndag formiddag.
Det var en træt og glad EM-vinder, B.T. Sport fangede i telefonen søndag formiddag. Foto: DOMINIK GAJDA
Vis mere


Leon Madsen vandt alle seks heats i Chorzow, og forsvarede dermed sin førsteplads. Leon Madsen er desuden den kun anden dansker, der har vundet EM i speedway. I 2016 vandt Nicki Pedersen titlen.

»Der er kun én ting, der er større, og det er at vinde VM; nu må vi se, om det er det, jeg skal gå efter næste gang,« siger han til B.T. Sport.

Læs også: Så du det! Zlatan scorer vanvittigt mål i MLS

En hård, sej kamp
Det har ikke været en lige vej for Leon Madsen. For få år tilbage døjede han med blandt andet kraftig svimmelhed og migræne, og lægerne troede, det var kræft.

Det vidste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Man fandt ud af, at der var særlige madtyper, han ikke kunne tåle, og derfor har han nu lagt sin kost om.

»Jeg har været langt nede, og nu har jeg kæmpet mig tilbage. Jeg har det rigtig godt igen, og jeg føler, jeg er et godt sted i mit liv: Jeg er 30 år, og jeg har aldrig følt mig bedre tilpas. Jeg skal være far til marts, så det hele kører helt perfekt,« siger han.

Leon Madsen er den kun anden dansker, der har vundet EM i speedway.
Leon Madsen er den kun anden dansker, der har vundet EM i speedway. Foto: DOMINIK GAJDA
Vis mere


Derudover var han skaderamt i perioder, så sejren kunne ikke være mere belejlig for danskeren.

»Jeg har arbejdet rigtig hårdt. Jeg har bygget på og givet min træning en ekstra skalle. Jeg troede, jeg trænede hårdt førhen, men det viste sig, at det gjorde jeg ikke. Jeg har fundet ud af, hvad der skal til for at være med i toppen, og det kan jeg se, at det bærer frugt nu.«

Leon Madsen fortæller, at han desuden er glad for at bringe succes til dansk speedway.

»Jeg håber, de nød, at den danske nationalmelodi blev spillet to gange, da jeg både vandt løbet i Chorzow og europamesterskabet,« siger han.

Løbet på banen i Chorzow er et af de største inden for europæisk speedway.