Mens Michael Schumacher kæmper for sit liv efter et skiuheld, og omverden venter på det varslede nyt om hans tilstand kl. 11.00, giver en tidligere Formel 1-læge optimistiske meldinger om udsigten til et fremtidigt liv uden mén for den mangedobbelte verdensmester.

- På spørgsmålet 'kan Michael overleve' er svaret et rungende JA. Husk, at lige nu er tingene meget dynamiske, skriver Gary Hartstein, der indtil sidste år var Formel 1-læge, på sin Twitter-profil.

Her giver han også en forsigtig vurdering af, at Michael Schumacher måske slet ikke får følger af styrtet:

- Uden at vide mere, end vi ved, er overlevelse uden mén bestemt en mulighed.

Tyskeren ligger lige nu på hospitalet efter styrtet i området Meribel i de franske alper, hvor han en off piste-tur med sin 14-årige søn slog hovedet så kraftigt, at hjelmen ikke kunne forhindre, at hans tilstand har været betegnet som kritisk som følge af de blødninger, der har været i hjernen.

Nye ubekræftede meldinger fra franske medier går nu på, at Michael Schumacher i nat skulle være blevet opereret for anden gang, og det rygte bryder Gary Hartstein sig ikke om:

- Er dette sandt, indikerer det, at det intrakranielle tryk fortsat har været faretruende højt. Så lad os antage, at det bare er rygter, skriver Hartstein bedende.