Der er kun ét ledigt sæde i Formel 1 i 2024, og selvom Frederik Vesti hele året er gået benhårdt efter det, ser mulighederne ud til at forsvinde for det danske stortalent.

Derfor skal han kigge andre steder hen til næste år.

Viaplays Formel 1-ekspert John Nielsen er ikke et sekund i tvivl om, hvad Frederik Vesti og hans manager Dorte Riis Madsen bør stræbe efter.

Én serie overgår alle andre, når det kommer til at holde danskeren knivskarp, inden de skal gå all-in på et Formel 1-sæde i 2025.

John Nielsen, Viaplays Formel 1-ekspert
John Nielsen, Viaplays Formel 1-ekspert Foto: Viaplay
Vis mere

Frederik Vesti bør sætte alle kræfter ind på at lande en aftale i den japanske Super Formula-serie, der tidligere har forberedt kørere til motorsportens kongeklasse, Formel 1.

»Hvis Vesti stadig satser på Formel 1, er der ingen tvivl. Så er det Super Formula i Japan. Det er en serie, der kører noget stærkere end Formel 2, så det er god træning,« siger John Nielsen til B.T. og tilføjer:

»Se bare hvordan Liam Lawson hoppede direkte ind i Formel 1 efter at have kørt derovre. Det kræver selvfølgelig, at Vesti kan køre for et godt hold. Det vil holde ham knivskarp.«

Udover Lawson har Pierre Gasly, Stoffel Vandoorne og Ralf Schumacher brugt serien som springbræt til Formel 1.

Tom Kristensen blev nummer tre i serien i 1995.

Hvis Vesti lander et sæde i Japans bedste racerserie, bør han kombinere det med en stor rolle hos Mercedes i Formel 1.

»Han skal fortsætte som simulatorkører for Mercedes, og så får han forhåbentligt nogle fredags- og dæktest. Han er meget værdsat hos Mercedes,« siger John Nielsen.

Og så skal Vesti kigge teamchef Toto Wolff, der hylder danskeren, over skulderen.

Frederik Vesti har testet for Mercedes flere gange i år.
Frederik Vesti har testet for Mercedes flere gange i år. Foto: Hamad I Mohammed/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men selv hvis dén plan lykkes, er det umuligt at sige, om det baner vejen for Vesti i Formel 1 i 2025, mener John Nielsen.

»Der kommer hele tiden nye talenter, så timingen betyder alt. Nu er Vesti klar, men der er ikke plads. Nye talenter trykker på, og konkurrencen bliver større. Sådan har det altid været.«

Mercedes har blandt andet supertalentet Andrea Kimi Antonelli på kontrakt. Han springer Formel 3 over og går direkte i Formel 2 næste år.

Viaplay-eksperten er overbevist om, at Vesti er bedre end Williams-teamets nuværende kører, amerikaneren Logan Sargeant, der er den eneste af de 20 kørere, der endnu ikke er på plads til næste sæson.

Det danske racertalent var ultratæt på at vinde Formel 2-titlen i år, men det glippede på grund af flere uheld og fejl, der tog hårdt på Vesti.

John Nielsen vurderer dog ikke, at det er årsagen til, at F1-døren er lukket i til 2024.

»Det er ikke det, der afgør det. Mercedes har holdt øje med ham og set, hvad han kan,« siger han og fremhæver, at Vesti var sæsonens mest vindende kører med seks sejre.

Vesti, der to gange i år kørte for topholdet Mercedes i en fredagstræning, kører tirsdag for Mercedes i den såkaldte Formel 1 Young Driver-test i Abu Dhabi.