Efter to alvorlige styrt var karrieren igen kommet i gang for den 24-årige danmarksmester i motocross, Kasper Lynggaard, der fredag mistede livet efter et styrt under træning ved et stævne i Dortmund.

I en rørende video fra februar 2013 fortæller Kasper Lynggaard, hvordan han to gange styrtede og slog hovedet rigtig slemt, så han til sidst var ved at miste modet.

- Til sidst havde jeg svært ved at tro på, at det hele kunne lykkes og lade sig gøre. Man mistede sådan set gnisten til sidst, fortæller Kasper Lynggard i videoen.

Men i 2013 valgte han at 'steppe det hele lidt op', som han selv siger i video, og her lykkedes det også Kasper Lynggard at blive dansk mester i MX1-klassen.

Ven: Vi har mistet en åndsfælle

Videoen er produceret af Mikkel Sørensen og Mathias Nørholm Baltser

I en mail til bt.dk skriver vennen Mathias Nørholm Baltser, der står bag Scoob Media, som laver film fra crossverdenen:

- Kasper var et fantastisk menneske. Han var en altid glad og smilende person. Rigtig nem at snakke med. Meget karismatisk. Det er et stort tab for sporten, og vi føler alle, at vi har mistet en ven og åndsfælle. Men Kasper gik bort, imens han gjorde det, han elskede, og det er vigtigt for mig i sorgen. Jeg vil altid huske Kasper for at være et idol, en sportsmand og en ven. Og det ved jeg, at motocross-sporten også vil.

Mathias Nørholm Baltser og Kasper Lynggards veje mødtes i 2010, hvor de efterfølgende lavede flere film sammen. Mathias Nørholm Baltser fortæller til bt.dk, at de to sammen allerede havde lagt planer for flere projekter i 2014.