Danske Tobias Thomsen havde på ingen måde den debut, han havde drømt om.
Speedway-køreren skulle køre sit første løb for sit nye britiske hold Plymouth Gladiators, men en voldsomt ulykke prægede mødet mellem dem og Poole Pirates.
Det oplyser Plymouth Gladiators i et opslag på Facebook.
Thomsen pådrog sig alvorlige skader efter at have stødt sammen med Poole-rytteren Richard Lawson. De to var på vej ind i tredje sving, da de ramte hinanden og blev sendt flyvende gennem luften.
Richard Lawson slap billigst fra ulykken, hvor den 31-årige nordjyde blev hastet på hospitalet med mange alvorlige skader.
'Efter fredagens uheld har han pådraget sig et brud på lårbenet, som er blevet stabiliseret med en titaniumstang, der går fra knæet til hoften. Han har desuden pådraget sig tre mindre brud omkring øjenhulen, som heldigvis ikke kræver operation,' skriver Plymouth Gladiators og fortsætter:
'Derudover har Tobias tre brækkede ribben og en kollapset lunge. Han er også blevet diagnosticeret med en mindre hjerneblødning, som lægerne har bekræftet ikke anses for alvorlig.'
Ulykken skete få sekunder efter Thomsens debut. Trods den alvorlige kollision fortsatte løbet, mens den danske rytter blev kørt på hospitalet.
'På nuværende tidspunkt er fokus på hans helbredelse. Selvom den fulde tidsplan stadig er uklar, er Tobias fast besluttet på at arbejde hårdt for at genvinde sin fulde form og vurdere sine muligheder fremadrettet.'
'Racing er noget, han elsker, og det udgør en stor del af hans liv, og hans mål er at vende tilbage, når han er klar. Tak også for alle de opmuntrende beskeder – de betyder meget, og Tobias vil læse dem.'

