De danske aviser flyder over med ros til Kevin Magnussen efter søndagens andenplads i Formel 1-debuten.

 - Der blev født en superstar i Albert Park - med mindre noget går rivende galt, bliver Kevin Magnussen en af de helt store i Formel 1-historien.

Sådan skriver Peter Nygaard, BTs Formel 1-korrespondent, der hele weekenden fulgte den unge danske på tæt hold. 

Jyllands-Postens Christian Thye-Petersen sender Kevin Magnussen op blandt de allerstørste sportsstjerner i Danmark under overskriften 'Kevin den Store'.

- Én ting fik jeg da ret i: Det kom til at gå stærkt for Kevin Magnussen, så stærkt, at han nær mistede kontrollen over de mange kræfter, der bliver overført til asfalten under starten. Men det gik, og det gik fortsat stærkt, så stærkt, at Kevin Magnussen i løbet af de par timer, det tog, katapulterede sig op blandt de største danske sportsstjerner - dér hvor navne som Mikkel Hansen, Mikkel Kessler, Caroline Wozniacki, Thomas Bjørn, Tom Kristensen og Michael Laudrup befinder sig i nationens kollektive sportsbevidsthed.

Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen kalder Kevin Magnussen 'Skræmmende stærk' i sin klumme.

- Kold som 30 Hjem-is-biler kom Kevin Magnussen lynhurtigt over en svedfremkaldende start og kørte som en Formel 1-pilot med 100 grand prixer på køredragten og ikke 0. Nakkede Lewis Hamilton, inden man kunne stave til Mercedes, og selv da Jenson Button fik frit lejde til at angribe Kevin Magnussen, var han stensikker.

Politikens Henrik Braad Jacobsen skriver i sin analyse, at 'Kevin Magnussen puster nyt liv i Formel 1-gigant'.

- Over hele weekenden kørte Kevin Magnussen med stor modenhed og overskud, og han lod sig ikke påvirke af den scene, han optrådte på. Selv om han var klemt inde mellem eksverdensmestrene Lewis Hamilton og Fernando Alonso i forbindelse med starten, optrådte Kevin Magnussen cool, og da bilen i et splitsekund overstyrede vildt ned mod det første swing, bevarede han fatningen.