Der er fart på Frederik Vesti for tiden.

Det 17-årige danske motorsportstalent er kommet flyvende fra start i det regionale F3-mesterskab, som han deltager i for det store Prema Powerteam. Søndag sejrede han i afdelingen i Rom, og fører nu mesterskabet.

»Jeg er jublende glad for den her sejr. Vallelunga er en svær bane, fordi den er smal og de fleste steder nærmest umulig at overhale på,« siger Frederik Vesti efter sin sejr på Vallelunga-banen, og fortsætter:

»Jeg har aldrig kørt her før i modsætning til mine team-kammerater. Og vejret hjalp mig ikke. Så derfor min store begejstring for at stå øverst på podiet lige her.«

Frederik Vesti sejrede i Rom.
Frederik Vesti sejrede i Rom.
Vis mere

Det var i weekendens andet løb i Formula Regional European Championship, at danskeren kom til tops og cementerede den samlede førsteplads.

I sæsonens første løbsweekend i mesterskabet på Circuit Paul Ricard i Frankrig vandt Vesti to ud af tre afdelinger.

Weekendens løb blev kørt under svære forhold i Rom, og vejret var så slemt, det tredje løb helt måtte aflyses på grund af for farlige forhold på banen. Løbsledelsen kunne ikke tage ansvaret for kørernes sikkerhed.

Frederik Vesti har nu god tid til at nyde førstepladsen og til at forberede sig til næste afdeling af mesterskabet.

Frederik Vesti sejrede i Rom.
Frederik Vesti sejrede i Rom.
Vis mere

Først til juli køres der igen - på F1-banen i Ungarn, Hungaroring. Det er en bane, der normal ligger godt til den unge vestjyde, som drømmer om Formel 1.

Stortalentet Frederik Vesti sikrede sig i februar en kontrakt med Prema Powerteam, som er kendt som en af verdens bedste talentfabrikker for racerkørere.

Således har det italienske racingteam tætte bånd til både Mercedes og særligt Ferrari.

Holdet har haft en række supertalenter i sin stald, eksempelvis Chales Leclerc fra Ferraris Formel 1-team og Pierre Gasly fra Red Bull i Formel 1, mens Mick Schumacher kører F2 for Prema Powerteam.