Dansk motorsport har mistet en af sine største legender.
En af de første danskere nogensinde i Le Mans, Lars Viggo Jensen, døde fredag 24. februar i en alder af 77 år.
Det skriver Jens Winther Junior i et mindeord for Motor Magasinet.
Jens Winther Junior er søn af Jens Winther Senior, som Lars Viggo Jensen havde et nært forhold til igennem karrieren.
Blandt andet fordi de to var de første danskere, der gennemførte Le Mans' 24 timer i 1986 – to år forinden var de to trådt ind som det første danske hold ved Le Mans.
Lars Viggo Jensen indledte karrieren på Roskilde Ringen, hvor han i slutningen af 60erne triumferede, inden han gik videre op i Formel 3-klassen og endte i 24-timers klassikeren Le Mans.
Le Mans i '86 blev det sidste i hans karriere, efter østrigske Jo Gartner forulykkede foran ham og omkom.
»Det blev mit sidste løb. Det blev ikke sjovere, og vi kunne ikke gøre det bedre,« sagde Lars Viggo Jensen i bogen over danske Le Mans-legender, skriver La Danesa.
Lars Viggo Jensen gik efter karrieren i gang med sin vognmandsforretning Borup Autotransport, og da det eventyr sluttede i 1989, flyttede han til Spanien.