Ferrari-køreren Christina Nielsen øgede føringen i det amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA, da hun søndag aften kørte en tredjeplads hjem i syvende afdeling på Mosport Park-banen i Canada.

Dermed tog danskeren og hendes holdkammerat Alessandro Balzan den sjette podieplacering i træk i GTD-klassen.

Men på trods af det flotte resultat, så var Christina Nielsen alligevel ikke helt tilfreds efter løbet.

»Jeg har lidt blandede følelser efter løbet. Det er selvfølgelig dejligt at udbygge føringen i mesterskabet. Og det er fedt med den sjette podieplacering i træk,« siger hun ifølge en pressemeddelelse.

»Men når det er sagt, så havde vi lidt udfordringer i dag, og uden dem kunne vi måske have vundet. Alle havde udfordringer med det omskiftelige vejr, men vi havde nogle ting, vi kunne have gjort bedre i dag.«

Parret begyndte løbet i deres Ferrari 488 GT3 fra en startplacering som nummer 5 ud af 15.

En regnbyge, der kun dækkede det halve af banen, gjorde det svært for banens biler, og en prototypebil endte på taget mod slutningen af løbet.

Jan Magnussens Corvette fik en fjerdeplads i GTLM-klassen i samme løb. Han holder derfor fast i førstepladsen i klassen sammen med makkeren Antonio Garcia.

Næste løb for danskerne er ottende afdeling af IMSA, der afvikles 21 juli på Lime Rock Park-banen i den amerikanske stat Connecticut.

/ritzau/