Den tidligere verdensmester i motorcykelløb og Formel 1, John Surtees, er død. Han blev 83 år.

John Surtees var unik på den måde, at han er den eneste, der har vundet VM i en grand-prix serie på såvel to som på fire hjul.

Han vandt VM-serien for 500 cc-motorcykler i 1956, 1958, 1959 og 1960. Herefter besluttede John Surtees sig for, at han havde vundet tilstrækkeligt på to hjul og gik over til fire hjul.

I 1963 vandt han som Ferrari-kører sit første grand-prix i Formel 1, og året efter vandt han VM-serien foran Graham Hill, der var far til den senere verdensmester, Damon Hill.

John Surtees døde fredag på St. George's Hospital i London.

»Vi sørger dybt over tabet af en så behagelig og venlig mand, som levede et helt utroligt liv,« lyder det i en pressemeddelelse fra familien. Det skriver BBC.

John Surtees dannede sit eget Formel 1-team, og han fortsatte sin egen karriere frem til 1972. Han valgte at nedlægge Team Surtees seks år senere.

John  Surtees fik en søn, Henry, som også kørte motorsport på konkurrenceplan. Han døde imidlertid som 18-årig under et Formel 2-løb.