Her er de nominerede til Danish Motorsport Award i kategorien Årets Motocross-kører

KLIK HER OG STEM PÅ DE NOMINEREDE TIL DANSK MOTORSPORT AWARD 2013

Stefan Kjer Olsen
Er indstillet for sine præstationer ved europamesterskaberne og ved danmarksmesterskaberne. I EM lykkedes det Stefan at kæmpe sig til en sølvmedalje, og samtidigt være den eneste kører i feltet, der formåede at udfordre den senere europamester. I DM-sammenhæng var udfordrerne mange, men i sidste ende var det Stefan Kjer Olsen, der med 7 ud af 10 mulige heat-sejre, vandt Danmarksmesterskabet i MX1-klassen. To flotte resultater, der har sikret ham en VM kontrakt i 2013, hvoraf første afdeling køres allerede den 2. marts i Qatar.

Nikolaj Larsen
Er nomineret for sine præstationer i VM MX2, hvor han igennem en årrække har taget kampen op med verdenseliten, og har rejst til lande som fx Mexico, Brasilien og Rusland i kampen om de vigtige VM-point. Nikolaj sluttede sin VM-sæson i 2012 af med at blive samlet nr. 16 - på trods af flere materielle problemer og en skulderskade. En præstation, der er den bedste danske VM-præstation siden 2003, i en sport, hvor konkurrencen er utroligt hård, og hvor der er deltagelse fra de fleste lande på kloden.

Rasmus Krogh Jørgensen
Blev kåret som Årets Motocross-kører ved sidste års Motorsport Award, og han er igen nomineret til prisen pga. sin utrolige fighter-vilje. Rasmus har oplevet mere modgang end de fleste i hans alder, og kører bl.a. med en delvist lammet arm. Det resulterede i 2012 i en overbelastning af flere andre kropsdele, men da det så allermest sort ud, formåede han at fokusere på det rigtige, og ved at slette al anden kørsel fra kalenderen, lykkedes det ham at vinde det danske mesterskab i MX2-klassen.

Glen Meier
Er blandt de største danske talenter, der er i dansk motocross, og han er nomineret til prisen for sine internationale præstationer, samt en overbevisende sejr i danmarksmesterskabet for Mini-kørere. Glen lå igennem hele sæsonen til at tage en tredjeplads i den præstigefyldte tyske ADAC Junior Cup, men brækkede armen ved sidste afdeling og endte derfor på en fjerdeplads. I EM-regi var Glen Meier den eneste danske 85cc kører, der gik videre fra de indledende runder og var med til EM-finalen i England.