Julie Brøndum Mortensen blev blot 30 år gammel. Hendes karriere indenfor road racing, som er et motorcykelløb med stor hastighed, havde lige taget fart.

Men hvad der måske var starten på noget stort, fik pludselig en tragisk slutning. Julie Brøndum Mortensen mistede livet til træningen under et tysk racerløb søndag.

»Jeg kendte ikke Julie personligt. Men hun havde kørt road racing i 7-8 år. Hun var en habil kører, der var på vej frem,« siger formanden for Danmarks Motor Union (DMU), Jørgen Bitsch, til BT.

Det var også årsagen til, at Julie Brøndum Mortensen, som til daglig var underviser på Nordjyllands Landbrugsskole, blev optaget på det tyske hold ‘6Speed Girls'.

Her skulle hun sammen med kollegerne Dagny Kraas og Sara von Haack deltage i udholdenhedsløbet '1000 km Hockenheim'.

Men så langt kom den 30-årige dansker desværre ikke. Ifølge det tyske medie Speedweek skete dødsulykken på vej rundt i et sving.

»Vi ved desværre ikke, hvordan det præcist er sket. Man kan sige, der skal virkelig meget til, før det går så galt, som det gjorde med Julie,« siger Jørgen Bitsch og fortsætter:

»Det sker normalt ikke, fordi man glider af motorcyklen i et sving. Enten skal man ramme noget meget hårdt, eller skal man blive ramt af noget meget hårdt.«

Jørgen Bitsch fortæller, at Danmarks Motor Union er i tæt kontakt med Julie Brøndum Mortensens familie. De fik tilbudt DMU’s kriseberedskab med psykologhjælp og transport til og fra Tyskland.

»Det er jo tragisk på et niveau, man ikke kan beskrive. De er selvfølgelig slået meget hårdt ud af den. Hendes bror, far og mor er selvfølgelig rigtig hårdt ramt af det. Det er en meget trist situation,« siger Jørgen Bitsch og tilføjer:

»Vi har selvfølgelig også fuld respekt for, at de beder om privatlivets fred i sådan en situation.«

Danmarks Motor Union er også i kontakt med stævneledelsen og forventer at få en rapport i denne eller næste uge. Det tyske politi er også involveret i første omgang.

»Vi er i kontakt med løbsledelsen og har skrevet til dem og bedt om få rapporten, så snart det foreligger. Vi håber naturligvis også, at det går relativ hurtigt.«