Københavns Idræts-Forening har gjort et scoop og indleder et spændende samarbejde med et af historiens største navne på 800 meter, Wilson Kipketer.

KIF har med støtte fra Team Copenhagen tilknyttet den tredobbelte verdensmester som talent- og udviklingschef for at styrke og sikre en bedre udvikling af klubbens mange talenter.

Wilson er uddannet træner på niveau 4 i IAAF (Det internationale Atletik Forbund) og har trænet atleter fra hele verden både på det tekniske og det mentale niveau. I samarbejde med udenlandske ungdomstrænere og atleter har han lagt deres træningsplaner op til internationale stævner.

Netop på disse områder er det den traditionsrige Østerbro-klubs mål, at Wilson Kipketer skal styrke klubben.

KIFs ungdoms- og juniortrænere skal sammen med Wilson finde en gennemgående tråd i træningen, så atleterne får et højt og ensartet forløb i træningen helt fra den yngste række op til seniorrækkerne.

"Unge talenter vil ikke bare blive trænet teknisk, men der vil blive lagt nogle grundsten i deres træning, som de kan bruge senere i livet. Wilson vil agere sparringspartner for seniortrænerne og atleterne, og sammen vil de løfte niveauet. Den komplette atlet bliver et nøgleord," siger KIFs Birgitte Røddik.

Wilson Kipketer kom til Danmark fra Kenya i 1990 og indledte sin eventyrlige karriere i KIF.

IAAF-ambassadøren Wilson Kipketer er efter en årrække i Monaco vendt tilbage til Danmark og arbejder for det tyske sportsbeklædningsfirma Puma.

I et årti dominerede han 800 meter. På fem en halv måned i 1997 skrev han et enestående guldrandet kapitel i idrætshistorien med fem verdensrekorder og to VM-titler og blev kåret som årets sportsmand.

Wilson Kipketer trak sig tilbage fra konkurrenceidræt i august 2005, men holder sig i gang på motionsplan. Han debuterede på maraton i New York i 2011 og deltog i VM på halvmaraton i København i 2014, hvor han løb på 1.20.34.