Fire bloggere fortæller hver uge om deres træning med 'Løb dig sund'-kampagnen. Læs hvordan det er gået Vivi Ormstrup Hågensen og Jakob Bring Truelsen, samt chefredaktør Peter Brüchmann og praktikant Rasmus Staghøj i denne uge.

Fire bloggere fortæller hver uge om deres træning med 'Løb dig sund'-kampagnen. Læs hvordan det er gået Vivi Ormstrup Hågensen og Jakob Bring Truelsen, samt chefredaktør Peter Brüchmann og praktikant Rasmus Staghøj i denne uge.

Ugens blogs: Hård træning og løbeskader

Af Vivi Ormstrup Hågensen
Op og ned i bakkedal…

Så er det lørdag aften - og tid til ugens indlæg…

Jeg sidder her ved computeren helt alene - min guldklump er lagt i seng, og manden er sendt ud af huset. Her sidder jeg så kl halv otte om aftenen, med et glas rødvin i den ene hånd og et lille stykke chokolade i den anden hånd, og funderer over ugen, der er gået.

Det er jo i og for sig godt nok, hvis ikke det lige var fordi, at chokoladen strider mod alt fornuft, der har med Løbdigsund at gøre, ligesom rødvinen - efter hvad jeg lige kan læse i en ny artikel - er medvirkende til øget risiko for at udvikle brystkræft.

Hvad er nu det for noget??

Efter en lang uge, sidder man her med to af de ting, der gør livet lidt sødere, og så forholder det sig faktisk stik modsat!! - jeg er fyldt med ambivalente følelser lige nu…

Hvilket faktisk meget godt beskriver uge 3., for det er gået op og ned i bakkedal i denne uge - både bogstaveligt talt og i overført betydning…

Jeg må jo hellere starte med indrømmelsen med det samme. Jeg sluttede sidste indlæg af med, at solen skinnede, og jeg stort set var på vej ud på uge 2's sidste løbetur - MEN JEG HAR PJÆKKET!

Jeps, den er god nok, og der er ingen undskyldning (måske lige bortset fra, at jeg er kræftsyg og mere træt end ellers - men den kan jeg vist ikke bruge hver gang).

Det piner mig, da jeg jo er typen, der gerne vil have ros og gode karakterer. Hende der altid laver lektierne og lidt til. Hende, der har det bedst med at have tingene i orden og overholde alle regler - selv færdselsreglerne for fodgængere. Ikke desto mindre, har jeg været meget rebelsk og pjækket fra en løbetur.

Ja, jeg kan jo også lige så godt indrømme med det samme, at den dårlige samvittighed har fulgt mig hele denne uge, men jeg må samtidig erkende, at der er kommet en sandhed til mig i den forbindelse. Jeg kan max overskue at skulle løbe 3 gange i ugen, og så er det det (og da i søndags var den 4. tur i uge 2, så er det lidt reelt at pjække alligevel ikke…?!).

Hvorom alt er, så har jeg da forsøgt at være konstruktiv i denne uge, og det er faktisk lykkedes mig at vende den dårlige samvittighed til motivation - og hvilken motivation.

Tirsdag var ugens første løbetur på programmet - hey ho hvor det gik. Nu skal man jo ikke blære sig eller noget, men uden at nævne navne, så kan jeg da godt afsløre, at min løbemakker måtte give op 15 minutter før mig :o)

Ja ja - lidt stolt af sig selv er man vel. Tænk sig - 41 minutters løb i den friske luft, med intervaltræning i form af både moderat og hårdt løb. Det var bare en af de dage, hvor benene kunne blive ved og ved og ved…

Jeg har efterfølgende målt ruten op, og det viser sig, at jeg næsten har løbet 7 km - det er sgu da meget godt gået i starten af uge 3!

Den bølge har jeg forsøgt at ride videre på, da vi i torsdags skulle af sted - men ak, så kom den der med op og ned i bakkedal. Hvor vi i tirsdags slap for babyjoggeren, så skulle både den og sønnike med på tur torsdag - hvilket jo naturligvis også var dagen, hvor vi valgte den bakkede udgave af løbeturen.

Jeg kan lige så godt sige det til jer med det samme. Uanset hvor motiveret man er, så forsvinder det altså som dug for solen, når man midt i sin intervaltræning er i gang med det moderate løb med babyjoggeren foran sig, bliver overhalet af to ældre herrer (læs: over 58 år).

Ja ja - jeg løb måske op ad bakke og havde en babyjogger at skubbe på - men ikke desto mindre, var jeg altså i 'fuld firspring' i det moderate interval. Tungen hang ud af halsen og benene føltes som betonklodser - og der kom de så. De to - meget venlige og høflige - herrer, og overhalede mig. NEDTUR!

Jeg har derfor bestemt (dog ikke fortalt dette til min mand endnu), at når vi løber ugens sidste tur i morgen, så tager jeg kun babyjoggeren, når det går ned ad bakke. På den måde, kan jeg vel undgå de værste ydmygelser - eller hvad :o)

Jeg vil dog vælge at slutte med højt humør og oprejst pande, for ved I hvad?

JEG HAR SGU MELDT MIG TIL BT-KVARTMARATHON DEN 26. APRIL 2009

Jo jo, den er god nok. Det er ca. 1 uges tid efter løbeprogrammet slutter, og jeg har sgu brug for en gulerod (eller pisk?). Alene følelsen af, at jeg har bestemt mig for, at dette skal jeg gennemføre, koste hvad det vil - det giver mig en kæmpe følelse af stolthed, vilje og kampgejst!!

HAR DU MELDT DIG TIL??

LÆS OGSÅ
  • Vivi Hågesens 3. blogindlæg
  • Vivi Hågesens 2. blogindlæg
  • Vivi Hågesens 1. blogindlæg
  • Ugens blogs: Hård træning og løbeskader

    Af Jakob Bring Truelsen
    Motivationen halter

    En hård uge med masser af træning er ved at være overstået. Oven på en god start af programmet oplever jeg for alvor at det strammer lidt til. Dels synes jeg at træningsmængden er ret stor og dels synes jeg at jeg kan mærke trætheden i kroppen og at der ikke er tid nok imellem de enkelte træningsdage.

    Jeg nægter pure at forholde mig til, at det er alderen eller andre fysiologiske grunde der ligger bag.

    Så det er bare med at stramme ballerne sammen og holde dampen oppe. I weekenden er det den lange tur. Noget før jeg havde forventet det, men nødvendigt for at komme i mål med ugens program. Det bliver i sandheden en udfordring. Jeg har overvejet om det nemmeste ikke bare er, at springe over og acceptere en lidt mindre trænings intensitet i denne uge. Men heldigvis falder det mig ikke så let. For hele ideen ved at melde mig til programmet er jo netop det commitment det giver. Et commitment der helst skal hjælpe mig over de små kriser og fristelser der altså i denne uge er begyndt at dukke op. Så nu vil jeg, når det sidste punktum i dette indlæg er skrevet, igen finde udstyret frem og så begive mig ud på min faste rute. 32 minutter og 10 sekunder tager det, hvis det går godt. Og på den anden side, så er det jo en lille sejr når kriserne undervejs overvindes og tempoet alligevel kommer op på et fornuftigt niveau.

    Det er resultatet af commitment og belønningen for at komme ud af mageligheden og ud på vejen. Så har programmet virket .. Tilbage er bare en stille undren - Gud ved hvor hurtigt man egentlig kan løbe mens man strammer ballerne sammen?

    LÆS OGSÅ
    • I sne og slud skal posten ud – og det skal løberne også …
  • Man må godt gå ned - men aldrig med udstyr
  • Første uges blogindlæg
  • Ugens blogs: Hård træning og løbeskader

    Af chefredaktør Peter Brüchmann
    5 kg nede – 100 km oppe – knæene nede

    (Fjerde afsnit af praktikanten vs. chefen)

    B.T. bragte fredag en forside, der hed 'Red din mands liv'. Ja, jeg ved godt, det er mit ansvar som chefredaktør. Men den blev altså lavet en dag, hvor jeg var lidt optaget af at forsvare B.T.s ære i en to år gammel sag om en politiker med høj promille og en høj arm.

    Så jeg fangede ikke helt detaljerne. Men bag denne pudsige forside - den om at redde mandens liv, altså - gemmer sig en række gode råd til Danmarks kvinder om, hvordan de får manden motiveret til at leve lidt sundere. Lidt gammeldags måske, men rådene er såmænd gode nok.

    Et af dem - og her bliver det aktuelt i denne løbe-sammenhæng - handler om at sætte manden op i en konkurrence-situation i forbindelse med motion.

    Og ja, der blev jeg fanget. Nu var det ikke fru Brüchmann, der satte mig op mod B.T.s unge praktikant. Det var en spidsfindig kvinde på sundhedsredaktionen, og det virkede.

    Staghøj blev tændt. Mest fordi han var bange for at tabe til den gamle chef. Og jeg blev tændt. Mest fordi der blev vækket et vinder-instinkt, men også fordi jeg i spejlet så ungdommens Gøg være på vej i Gokke-retning.

    Staghøjs nål viste 58 kg. Min viste godt 89!

    Så kosten blev lagt om. Skoene snøret. Vægten røg ned. Foreløbig 5 kg. Der blev løbet intenst. Måske over 100 km foreløbig.

    Men udlægget blev måske også for hårdt. 10 uger er lang tid. Og lige nu starter alle løbeture med minimum ti minutter, hvor de gamle knæ bare skal varmes op og råber 'løb-er-ikke-sundt', mens der står det modsatte på min t-shirt. Her hjælper selv ikke Bruce Springsteen på ipod'en. Her hjælper selv ikke mine nye u-båds-store fiske-olie-børger.

    Det er en ren udgave af det cykelryttere kalder at kunne æde sig selv - eller noget endnu grimmere. Det er utænkeligt at skulle trække sig og pive 'jeg er skadet'.

    Staghøj klager også. Det er en trøst..

    Men hvordan pokker holder vi 6 uger mere med råbende knæ? Med en halvmaraton i horisonten!

    Der er lang vej hjem, Rasmus.

    LÆS OGSÅ
    • Chefredaktør Peter Brüchmann blogger om løb

    Ugens blogs: Hård træning og løbeskader

    Af praktikant Rasmus Staghøj
    'Du træner nok lidt for hårdt'

    (Fjerde afsnit af praktikanten vs. chefen)

    Ja, så har man hørt det med. Jeg træner åbenbart for hårdt!

    Jeg synes ellers at arbejdet har stjålet mange minutter fra motionen i den seneste uge. Brüchman føler sig åbenbart så truet, at han får cheferne i huset til at lægge ekstra arbejde på mit skrivebord.

    Men ordene om min træningsiver faldt altså, da jeg i ugens løb var i byen for at finde et par nye løbesko.

    'Du træner nok lidt for hårdt. Måske skal du skære lidt ned på løbeturene', lød det fra manden i butikken.

    Årsagen til at jeg har været nede at købe nye løbesko er, at mine problemer fra sidste uge med skinnebensbetændelse kun er blevet værre. Skaden er kommet, fordi jeg er gået fra kun at bevæge mig fra og til arbejde til at løbe flere gang om ugen. Det kunne mine skrøbelige ben åbenbart ikke klare.

    Og selvom nye løbesko nok ikke kan kurere mig for betændelsen, så skulle det angiveligt hjælpe med et par sko som passer til mig. Og her snakker vi ikke bare størrelsen, men nærmere hvor bløde de er i forhold til min vægt, og hvordan de passer til den måde min fod lander på jorden.

    Derfor blev jeg testet på et løbebånd i butikken, hvor mine fødder blev filmet imens jeg skiftevis løb med forskellige sko på.

    Bagefter kunne jeg se, hvordan min fod landede forskelligt alt afhængig af hvilke sko jeg havde på. Det gælder om, at foden skal stå helt lige, når hele foden er på jorden. Og her endte det med, at jeg fandt et par sko, der opfyldte de krav. Til forskel fra de gamle er de blødere og lettere, og min ankel 'vrikker' ikke helt så meget.

    Hvor meget de nye – og hundedyre – sko hjælper på mine problemer med skinnebenene, ved jeg ikke, men det kan i hvert fald ikke gøre det værre.

    Hele testen af løbesko kan ses på BT TV i næste uge. Samme dag vil der også blive sat fokus på, hvordan man køber rigtige løbesko i B.T.

    Jeg kan forstå, at Brüchmann har rundet 100 km i de første uger. Så mange kilometer kan jeg langt fra prale af, og i næste uge kommer der desværre ikke ret mange kilometer på programmet.

    Manden i butikken siger det, og min research på nettet bakker det op – jeg må holde pause fra løbeturene. MEN, det betyder selvfølgelig ikke, at jeg kan lægge mig på sofaen i stedet for. Crosstraineren står bare, og venter på mig.

    Det giver desværre ikke helt det samme som en løbetur, men det er nu ikke så dårligt, at man kan se TV samtidig. F.eks. tvang AaB mig til 10 minutter ekstra på det fimsede træningsudstyr, fordi jeg liiiige skulle havde det sidste af første halvleg med i den fantastiske kamp i Spanien.

    På mandag bliver det måske Brøndby – FCK, som hjælper mig med nogle ekstra minutter.

    LÆS ALLE BLOGINDLÆG
    • Anden uges træning
  • Anden uges træning
  • I gang med træningen