To løbere fra Frederikssund, Martin Franzen, 49, skorstensfejer, og Kim Salling, 39, ingeniør, var de første, der tilmeldte sig Eremitageløbet.

Omkring midnat natten til søndag fik de tilmeldingen overstået. Og nu skal de i gang med træningen til 50 års-motionsfesten i Dyrehaven søndag 7. oktober.

”Jeg var med tre-fire gange i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90’erne. Kim er debutant, men han er lidt længere fremme med træningen end mig,” siger Martin Franzen.

”Vi havde læst om jubilæet, og en hyggelig lørdag aften med familien spurgte jeg Kim, om vi ikke skulle løbe med. Han var straks med på idéen. Vi glæder os. Jeg kan huske mine oplevelser i Dyrehaven for 30 år siden. Stemningen og de mange tusinde løbere i skoven.”

De to løbere stiller op under det lidt spøjse holdnavn Team Sukkerchok.

”Kim har æren for navnet,” siger en leende Martin Franzen.

Om han bliver den eneste skorstensfejer i jubilæumsløbet til efteråret, må tiden vise.

”Vi er ikke så mange skorstensfejere i dag. Vi er en lidt uddøende race,” erkender han.

Alle deltagere får i år en jubilæums T-shirt og en stor, unik medalje med Eremitageslottet.

Kom og løb med i løbet, der startede motionsbevægelsen. Du kan tilmelde dig på elob.dk.

Startproceduren i Eremitageløbet

Eremitageløbet udvikler sig hele tiden, og 2017 lancerede vi en ny startprocedure.

I år bliver der en ekstra start, idet 50 års jubilarerne, som har gennemført hvert år siden 1969, starter forrest i særlige jubilæumstrøjer.

Ellers bliver starten som sidste år med to starter. Den første med en elitegruppe på maksimalt 600 løbere, deraf de første 500 i sidste års løb. Efter en pause på ét minut sendes hovedfeltet (resten) af sted i én startgruppe.

Deltagerne i hovedfeltet placerer sig efter skiltene i startområdet, der angiver den forventede sluttid, f.eks. i gruppen 1.20-1.30.

Det giver en så glidende start som muligt og dermed den bedste løbsoplevelse for alle på den smukke rute.

Flere af stierne i Dyrehaven er smalle, og vi opfordrer løbere, der ikke løber så stærkt, om at holde til højre ude på ruten for at give plads til overhalende løbere.

Arrangørerne, Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, ønsker alle et godt løb, når verdens ældste motionsløb fejrer 50 års jubilæum i Danmarks nationalskov.