Lise Espersen løber og ror havkajak og hædres efter sit 37. Eremitageløb.


Af Peter Fredberg, fred@bt.dk

73 år er ingen alder for Lise Espersen, som i år har løbet 2.390 kilometer og roet 1.000 kilometer i havkajak.

Den superaktive tidligere operationssygeplejerske fra Køge er et godt eksempel for andre, hvad man kan i den alder. Og efter sit 37. Eremitageløb er hun blevet kåret som årets kvindelige E-løber.

- Eremitageløbet er et af årets højdepunkter. Det er en stor ære at blive kåret som årets E-løber. Jeg er ganske overvældet, siger hun.

Idéeen med det traditionsrige løb i Dyrehaven er at motivere til motion for sundhed og velvære, og fysisk aktivitet har altid haft høj prioritet hos Lise Espersen. Hun er medlem af Køge Atletikforening og løber næsten dagligt enten alene eller i klubben.

- Mine træningsture svinger fra ti til 20 kilometer, og jeg nyder at komme ud i naturen og mærke, hvordan træningen giver energi, siger hun.

Løber hun ikke, er det havkajakken eller cyklen, der trækker. Og ind imellem bliver der også plads til square dance.

- De dage, hvor jeg ikke er aktiv til et eller andet, er meget sjældne, siger hun.

Lise Espersen har næsten hvert år været klassevinder i E-løbet, og i år gennemførte hun i den fornemme tid én time og otte minutter.

Hun har tidligere været Europamester i sin aldersklasse på maraton og 5.000 meter, og ved veteran-VM i Rom i 1985 vandt hun sølv på maraton. Hendes personlige rekord for de 42,195 kilometer er to timer og 57 minutter.

Med titlen som årets E-løber følger BT sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen. Og sammen med årets mandlige E-løber, 23-årige Morten Gjerding, der studerer fysik og nanoteknologi på DTU, vil hun senere blive hyldet på BT.

Bag kåringen står E-løbets ledelse, bestående af Peter Schnohr og Anne-Lise Schjønning, KIF, Leif Sjøgren og Anders Melamies, og Søren Asmussen og Peter Fredberg, BT.

Eremitageløbet, arrangeret af BT i samarbejde med idrætsklubberne KIF og KS, blev løbet første gang i 1969 og startede den danske motionslavine. I år gennemførte 16.760 løbere. Datoen for det 45. E-løb er søndag 6. oktober 2013. Til maj udsendes forhåndstilmelding til de tilmeldte løbere i 2012, mens nye løbere kan tilmelde sig fra juni.