Dyrehaven åndede fredag  dyb, stille ro, men det var stilhed før stormen.

Lørdag morgen starter opsætningen til årets største og festligste skovtur med start- og målområde og den lange, imponerende flagallé på bakken op mod Fortunen.

Og søndag på slaget elleve lyder startskuddet til den 47. udgave af verdens ældste motionsløb, Maj Invest Eremitageløbet, arrangeret af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT.

Så langt øjet rækker står de mange tusinde løbere og venter på skuddet. Forude venter de klassiske 13,3 kilometer på den smukke rute gennem Danmarks nationalskov.

»Et ubeskriveligt smukt syn,« siger hjertelægen og løbets idémand, Peter Schnohr, om udsigten fra ”Broen” over startfeltet.

Han bakkes op af fru Erna Iversen, alias skuespilleren Peter Larsen, som for 19. gang fyrer den af som Schnohrs ”assistent”.

»Meget har jeg prøvet, men ingen scene slår Dyrehaven,« siger den barmfagre ridelærerinde.

Det stykke kulturhistorie, Eremitageløbet afvikles i, har i år fået en ekstra dimension. Det tidligere kongelige jagtrevir med Eremitageslottet stolt knejsende midt på E-løbsruten er blevet optaget på UNESCOs verdensarvliste som en del af verdens kulturelle arv.

Skovrider Hans Henrik Christensen byder løbere og tilskuere velkommen i skoven og opfordrer alle til at tage hensyn til de faste beboere i skoven, hjortevildtet.

625.626 løbere i alderen 4-96 år har gennem årene gennemført Maj Invest Eremitageløbet, som hurtigt blev et forbillede for løb i mange lande.

Siden 1969 har BT hyldet E-løbets hurtigste mand og kvinde med et sølvfad, og chefredaktør Olav Skaaning Andersen overrækker søndag  præmierne til vinderne.

Traditionen tro har E-løbsveteranen Nils Carlsen fra Stenstrup Juveler udsat en kostbar lodtrækningspræmie, et Chopard halscollier i 18 karat hvidguld med tre ”Happy Diamonds” til en værdi af 21.600 kr.

Alt tyder på perfekt løbevejr med temperaturer på 14-16 grader og svag vind, og løberne opfordres til at tage så lidt tøj på som muligt.

Som lægen og den tidligere dobbelte E-løbsvinder, Keld Johnsen, siger: ”Hellere for lidt end for meget tøj.”

E-dagen er en familiedag, og som noget nyt er der ansigtsmaling for de små i Dyrehaven. Maj Invest har nemlig arrangeret, at de yngste tilskuere kan blive malet i ansigtet som skovens flotte og spændende dyr.

I skovens dybe, stille ro eller stilhed før stormen. Sådan så det ud fredag middag i Dyrehaven. Foto: Peter Fredberg
I skovens dybe, stille ro eller stilhed før stormen. Sådan så det ud fredag middag i Dyrehaven. Foto: Peter Fredberg
Vis mere