Minimum ti minutters bevægelse tre gange om dagen i højt tempo. Sådan lyder Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for motion i hverdagen.


Minimum ti minutters bevægelse tre gange om dagen i højt tempo. Sådan lyder Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for motion i hverdagen.


Uoverskueligt med en halv times træning om dagen, tænker mange måske, men det kan faktisk redde dig fra tidlig død eller sygdom af hele 32 sygdomme, viser forskningen nu.

- Vi har valgt at ændre vores anbefalinger fra 30 minutters motion i moderat tempo hver dag til 30 minutter i moderat til højt tempo. Vi har nu fået en meget større viden om den positive virkning ved fysisk aktivitet. Det nedsætter risikoen for sygdomme og dødeligheden ved en masse sygdomme, siger projektleder Lisa von Huth Smith fra Sundhedsstyrelsen.

I en tid hvor danskerne får stadig mere travlt med at få arbejde, familie og fritid til at hænge sammen, kan det synes svært at sætte 30 minutter af hver dag til at træne, men det behøver det ikke være. For selv om opvasken og trapperne ikke gælder med i regnskabet længere,  er det altså stadig muligt at få tempoet op i ti minutter af gangen uden at skulle i fitnesscenter. 

- Jeg vil gerne understrege, at det bestemt ikke er meningen, at man skal have kondisko på, eller man skal have pulsen op, eller man skal i et fitnesscenter. Hvis man f.eks cykler til arbejde, så kan man måske træde lidt hårdere i pedalerne. Hvis man er ude at gå en tur, skal man være lidt mere bevidst om, at man skal gå lidt hurtigere eller gå lidt op af bakke eller trapper, siger overlæge Bente Klarlund og forklarer: 

- Det er stadigvæk sådan, at småbevægelser i dagligdagen som havearbejde osv. er det aller vigtigste. Når man så skal finde 30 minutter, hvor man går lidt mere til den, så må man tænke sin dagligdag igennem, hvor man så f.eks. kunne gå til arbejde eller cykle, hvis man ikke plejer det, eller man kunne vælge at gå en tur hver dag alene eller med sin partner, hvor man går rigtig godt til og måske småløber engang i blandt, så man får pulsen rigtig godt op, siger overlæge Bente Klarlund. 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger kommer efter, man nu har fundet videnskabelig evidens for, at motion kan have en hel eller delvis helbredende effekt på 32 sygdomme. Det er altså ikke kun fedme, der er fokus på, men derimod alvorlige sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme, demens og cancer, som rammer en stor del af den danske befolkning. 

- Motion er ikke bare er et spørgsmål om at tabe sig. Jeg har et slogan, der hedder ‘det er bedre at være fit og fed end slank og sløv’. Alt det her med at dyrke motion har simpelthen ikke noget at gøre med, at man skal tabe sig. Det handler om, at man skal være sund, siger Bente Klarlund.