Skuespilleren Paw Henriksen har løbet det smukke Eremitageløb siden 1991 med enkelte undtagelser. I år var han langt fra tilfreds med sit resultat.

På 58 minutter og 34 sekunder gennemførte Paw Henriksen turen på 13.3 km gennem Dyrehaven. Fem minutter og 17 sekunder langsommere end hans bedste tid.

- Den havde jeg faktisk regnet med at slå i år. Men benene var godt nok tunge. Det er lidt skidt, smiler han, da bt.dk fanger ham med sine børn i Dyrehaven.

- Jeg har cyklet mere end jeg har løbet i år, så formen er måske ikke helt god, indrømmer han. Med den rette løbetræning regner Paw Henriksen stærkt med at gøre comeback næste år.