Hvis du tror, at dit barn ikke tager skade af ’dårlige’ weekendvaner som slik, dovenskab og skæve sengetider, så tager du fejl.

Det viser et nyt studie fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Selvom det blot kan synes som et uskyldigt sidespring i en ellers sund livsstil, så kunne de dårlige weekendvaner tydeligt aflæses i de mere end 2.000 blovprøver, der i forbindelse med studiet blev taget fra 800 børn i danske 3. og 4. klasser.

LÆS OGSÅ

Indholdet af farligt fedt og insulin i blodet var væsentligt højere om mandagen, når de mødte i skole, end resten af ugens dage.

»Det er et dårligt tegn. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor slemt det er eller kan blive for børnene om 30 eller 40 år, men vi har bare ikke råd til at vente og se,« siger Mads Fiil Hjorth, der er forskeren bag projektet.

Overfor bt.dk uddyber han:

»Skaderne vil man nok først kunne se om 10, 20 eller 30 år. Der vil være større sandsynlighed for, at det er blandt gruppen med mennesker, der som børn har haft usunde vaner, at man vil se livsstilssygdommene først.«

Det er altså  endnu uklart, hvad den øgede insulin- og fedtmængde helt præcis har for børn, mens det er kendt, at det for voksne er en klar indikator for, om der er risiko for, at man kan udvikle hjertekarsygdomme.

Mads Fiil Hjorths anbefaling lyder:

»Jeg tror, at alle har brug for at hygge sig og slappe af, men vi nærmer os en livsstil, hvor vi har weekend tre dage om ugen, med alt hvad det indebærer. Og det synes jeg, man skal genoverveje og skære ned til én eller to dage om ugen i stedet for,« siger Mads Fiil Hjorth i pressemeddelelsen.