For 49. gang inviterer Eremitageløbets arrangører, Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, til motionsfest i Dyrehaven.

Søndag 8. oktober kl. 11.00 går starten for foden ad bakken ved Fortunen. Og godt en times tid senere har løber nr. 650.000 passeret målstregen i verdens ældste motionsløb. I de første 48 E-løb har i alt 647.702 gennemført ruten, som siden 1983 har været på knap 13,3 kilometer.

Der har været tryk på tilmeldingen til den 49. udgave af efterårets klassiker i den smukke og historiske ramme i dyrenes skov. Et stykke kulturhistorie, som er optaget på UNESCOs verdensarvliste. Tæt på 5.000 løbere har allerede sikret sig en plads, og på www.elob.dk kan du læse mere og tilmelde dig årets største, hårdeste og festligste skovtur.

På vej mod 50 års jubilæet i 2018 har Eremitageløbet ansat en løbschef, Mikkel Hansen, som bliver daglig leder af løbet med reference til løbsledelsen, bestående af Thomas Ringsted og Matias Bredahl Reedtz, KIF, Leif Sjøgren og Anders Melamies, KS, og Thomas Ferm Fischer og Peter Fredberg, BT.

Med en uddannelsesbaggrund i sportsmanagement og markedsføringsøkonomi og som løber og træner i KIF, medlem af European Athletics’ ungledere og med erfaring fra en række andre opgaver, bl.a. i DAF og som praktikant med opbygning af hjemmesiden til EM i kortbanesvømning 2017, er Mikkel Hansen klædt godt på til den spændende E-løbsopgave.

”Jeg glæder mig. Jeg har selv været med i Eremitageløbet fem gange (personlig rekord 49.00, red.). Jeg elsker dét løb. Dyrehaven er et enestående terræn. Du kan ikke løbe et bedre sted. Med eliten og de mange tusinde motionsløbere samler Eremitageløbet hele familien Danmark, og der er en helt speciel atmosfære i skoven på E-dagen. Men det er også et hårdt løb. En udfordring,” siger Mikkel Hansen.