Skader er en velkendt risiko ved at rejse på skiferie. Op mod 10.000 danskere kommer hvert år til skade, men faktisk kan 50 procent af skaderne undgås, hvis du træner op inden.

Hvert år rejser omkring en halv million danskere på skiferie, men for mange ender ferien brat, fordi de har fået en skade. Vridskader og frakturer står højt på listen, men halvdelen kan forebygges med træning inden ferien.

»Forberedelserne begynder derhjemme, hvor du skal sørge for at træne dig op til skituren i god tid, så du styrker led og muskler i benene,« siger Benn Duus, cheflæge ved Tryg Forsikring.

Det er fysioterapeut hos FysioDanmark, Malene Røgen, enig i. Hun opfordrer alle til at gå i gang med at træne nu, hvis de vil være klar til skiferie i begyndelsen af det nye år. Helt specifikt mener hun, det er vigtigt at træne balancen, udholdenheden, de store muskelgrupper og smidigheden.

Mindre træthed på andendagen

Skiferien bliver sjovere, hvis du sørger for at træne op inden. Du vil opleve mindre træthed og ømhed, og hotellets trapper vil ikke nødvendigvis være en udfordring efter et par dage på ski, fordi kroppen er stærk hjemmefra.

»Generelt kan du få en bedre oplevelse, hvis du træner op til skiferien. Så kan du bedre klare at være aktiv en hel dag, du kan klare flere dage i træk og du kan forebygge skader og fald, hvis du har en god stabilitet. Det handler også om, at du ikke får træthedsoplevelser, hvor kroppen ikke kan mere,« forklarer Malene Røgen.

Særligt benene er udsat på skiferien. 73 procent af alle vridskader er i knæene, mens 41 procent af frakturerne er i benene, viser tal fra Falck Global Assistance.

For at træne optimalt op til skiferien bør styrke og konditionstræning kombineres, mener Malene Røgen, og det kan sagtens være ved hjælp af øvelser, du kan lave på stuegulvet, i skoven, i den nærmeste park eller nede i fitnesscenteret. Det er heller ikke nødvendigt med en masse udstyr, understreger hun.

Hvis du ikke har trænet

Ofte bliver snakken om at træne op ved det – snakken. Så hvis du er kommet af sted på ski uden at have styrket kroppen, er der alligevel nogle ting, du kan gøre, for at oplevelsen bliver optimal.

Benn Duus opfordrer til, at du varmer op, inden du klikker skiene fast på fødderne, og at du stopper mens legen er god, og Malene Røgen kan se en fordel i at strække ud efter dagen på ski.

»Det kan være rart at strække ud hver dag på skiferien. Særligt i forhold til smidighed, både ben og overkrop. Det er også meget for velbehaget – du kan dagen efter mærke, du er mere smidig,« siger Malene Røgen.

Desuden er det vigtigt at lytte til dine led og lægge mærke til hævelser. Ømhed omkring leddene er et tegn på, at du skal passe på, og hvis du slår dig, så skal du tage det alvorligt, særligt hvis der kommer hævelse, understeger Malene Røgen.