Økonomi- og indenrigsministeren er færdig med at ryste på hovedet af dem, der løber

Margrethe Vestager behøvede ikke lang betænkningstid, da BT spurgte hende, hvorfor hun løber.

- Man bliver gladere af det. Det er dejligt at komme ud i al slags vejr og bruge sig selv. Jeg er bidt af det, siger hun.

Selvfølgelig kunne Margrethe Vestager remse en masse andre gevinster op ved at holde sig fit og aktiv.

Noget med længere levetid, den fysiske og mentale sundhed, stressbekæmpelse i en travl hverdag og videre i den dur.

Men for den 45-årige økonomi- og indenrigsminister vejer dét med glæden over den daglige morgenløbetur på Christianshavns Vold eller langs havnen tungest.

Margrethe Vestager løber inden morgenmaden. De fleste gange alene. Somme tider med sin mand. Andre gange med hunden.

- Jeg har dårlig samvittighed over alt det, jeg sagde om motionsløbere, inden jeg selv begyndte at løbe for seks år siden. Det var de skrækkeligste ting. Noget om idioti. Jeg er heldigvis blevet klogere, ler hun.

Margrethe Vestager og hendes mand, Thomas, er blandt debutanterne i Eremitageløbet. Og de knap 13,3 kilometer bliver lidt af en udfordring for ministeren.

- Jeg har lige været med i DHL-stafetten igen. Det er altid sjovt at løbe i Fælledparken sammen med en masse glade mennesker. Men i hele mit liv har jeg aldrig løbet længere end ti kilometer. De næste uger skal jeg ud på lidt længere distancer, siger hun.

Margrethe Vestager har det i dag ligesom kolleger som Obama, Clinton og Fogh. Hun elsker at løbe og har altid løbeskoene med i bagagen. Uanset hvor rejsen går hen.

- Jeg troede aldrig, at løb skulle få den betydning for mig, siger hun.

Selv om vi har ramt loftet på de magiske 19.000 tilmeldte løbere til det 45. Eremitageløb søndag 6. oktober, er det lykkedes BT at skaffe ekstra startnumre. Sidste øjebliks-tilmelding på www.elob.dk.

Men skynd dig.