Tæt på 650.000 løbere har siden 1969 gennemført Eremitageløbet, og søndag 8. oktober inviterer BT i samarbejde med Københavns Idræts-Forening og Københavns Skiklub for 49. gang familien Danmark til motionsfest i Jægersborg Dyrehave.

I Københavns nordlige udkant blot 15 kilometer i lige linje fra Rådhuspladsen ligger denne naturperle, som danner den enestående ramme om det historiske løb, der var startskuddet til motionsbevægelsen.

Dyrehaven er et klenodie. Skoven, vi alle elsker. De faste beboere - 1.700 stykker dåvildt, 300 stykker kronvildt og 100 sikaer – er skuespillere på Danmarks smukkeste scene med syv millioner besøgende om året. På E-dagen mange tusinde begejstrede løbere og tilskuere. Hjortene er også skovens gartnere. De er med til at holde arealet flot afgræsset.

I 33 år har Torben Christiansen været skovfoged og skytte i Jægersborg Dyrehave og kender bedre end nogen skoven indefra. Han bor i det stråtækte Hjortekærhus fra 1737 (udvidet i 1830) lige uden for en af de 15 røde porte. Fra stuerne har han vid udsigt over Eremitagesletten, og fra haven kan han se det ikoniske slot. Man tror ham gerne, når han siger: ”Jeg nyder hver dag, jeg er her.”

Et af Torben Christiansens ansvarsområder er forvaltningen af hjortevildtet. Han er med til at nedlægge ca. 700 stykker hjortevildt om året mellem september og marts og har skudt 8.000-10.000 i sit liv.

”Jægersborg Dyrehave er oprindelig anlagt som parforcejagtpark for kongen efter fransk forbillede. Hjortene har en historie som kongens jagtvildt. Det er et paradoks, at Dyrehaven har overlevet 350 år. Den er ikke blevet kørt over af byudviklingen, men har bevaret sin ro, udstråling og naturkvalitet, selv om besøgstallet overstiger alle andre adspredelser i landet,” siger Torben Christiansen og tilføjer:

”Da dyrene ikke selv kan tale, opfatter jeg mig som deres talsmand.”

Den 13,3 kilometer lange eremitageløbsrute går gennem et smukt og kuperet landskab, som i 2015 blev optaget på UNESCOs verdensarvliste og kom i familie med pyramiderne i Giza, den kinesiske mur og flere hundrede andre attraktioner. I parforcejagtlandskabet kan man stadig se spor af stenalderbønderne.

Når Eremitageløbet finder sted en uges tid inde i oktober, er det ikke tilfældigt. Det ligger mellem kronhjortenes brunst i september og dådyrenes brunst i oktober.

Oplev Dyrehaven på en helt speciel dag – E-dagen 8. oktober. Tilmeld dig og læs mere om verdens ældste motionsløb i Danmarks nationalskov på www.elob.dk