Eremitageløbet satte den populære skuespiller i gang med at løbe.

Eremitageløbet er noget særligt for Lars Bom. Det var dét løb, der satte ham i gang med at løbe.

Søndag 7. oktober står han igen i Dyrehaven sammen med 19.000 andre med 13,3 kilometer foran sig i den efterårsklædte skov. Den populære skuespiller deltog i sit første motionsløb i E-løbet i 1998, og hurtigt fulgte BT Halvmarathon og The Great Wall Marathon på den kinesiske mur efter. I sit livs første maraton blev han en sensationel nr. 7 og afslørede en ny side af sit alsidige talent.

– Jeg har meget at takke Eremitageløbet for. Det er en folkefest og åbnede en ny verden for mig. Den fysiske træning er i dag en vigtig del af mit liv, siger han. Lars Bom har siden mødet med Dyrehaven deltaget i en lang række aktiviteter. Ikke kun i løb, men også på cykel, ski og i ekstreme adventureløb.

– Jeg har stadig nogle mål. Jeg vil gerne under tre timer på maraton. Og mit kondital skal være højere end min alder. Det sidste kan jeg stadig klare, men det bliver sværere og sværere, ler den 51-årige skuespiller. I E-løbet er hans bedste tid 52.09, men da han i år har tilbragt væsentlig mere tid på cyklen end i løbeskoene, tror han ikke på en forbedring i år.

– Jeg løber ikke lange ture, men mange intervaller. Det er min måde at træne på, siger han. Lars Bom arbejder i øjeblikket på en dokumentar om den verdenskendte professor i fysiologi, Bengt Saltin, og til januar spiller han Odin i musicalen ”Valhalla” på Folketeatret med musik af Sigurd Barret.

Du kan læse mere om Nykredit Invest Eremitageløbet og tilmelde dig på www.elob.dk