Lyt til artiklen

- Jeg har det mål, at mit kondital skal være højere end min alder. Jeg kan stadig lige klare det, men kan mærke, at det bliver sværere og sværere.

53-årige Lars Boms bemærkning til sin E-løbsform fyres af med en latter.

– Jeg har løbet 52.09 i Dyrehaven. Det var dengang. Så hurtig er jeg ikke mere. De senere år har den mest stået på landevejscykling. For mig er det vigtigste at komme ud i naturen og bevæge mig. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre uden motion.

For den populære og konditionsstærke skuespiller er den daglige motion lige så selvfølgelig som at børste tænder.

– En god form er en forudsætning for, at jeg arbejder godt. Træningen gør mig glad og har de sidste 15 år været en integreret del af mit liv. Jeg løber korte ture, men med stor intensitet og mange intervaller, siger han.

Lars Bom havde aldrig rigtig været bevidst om løb og motion i sine yngre år, selv om han cyklede og spillede badminton. Og sporten blev helt lagt på hylden, da han besluttede at blive skuespiller.

Men under optagelserne til TV-serien ”Strisser på Samsø” fandt han ud af, at det slet ikke var så ringe at løbe. I et ugeblad havde denne signatur læst, at han var begyndt at jogge rundt på den smukke ø, og jeg ringede til ham og spurgte, at han ikke skulle være med i Eremitageløbet. Vi mødtes til en træningstur i Dyrehaven. Og snart løb vi jævnligt sammen.

Efter sin E-løbsdebut i 1998 stillede Lars Bom op i BT Halvmarathon, og han var i 1999 med Albatros Travel, Dansk Atletik Forbund og BT til det første løb på den kinesiske mur, The Great Wall Marathon, hvor han blev nr. 7.

– Jeg fik mit livs største adrenalinrus på muren og har siden løbet syv maratonløb, siger han.

– Sjovt at tænke på, at det var Eremitageløbet, der satte det hele i gang. Derfor vil det altid stå som noget specielt for mig.

Sideløbende med træningen skal Lars Bom være med i efterårets genopsætning af ”Skatteøen” på Folketeatret i sin glansrolle som John Silver.

18.000 har tilmeldt sig det 46. Eremitageløb søndag 5. oktober. Og du kan stadig nå det. Læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk