Roskilde inviterer mountainbikefans til nyt, spændende løb, som er en del af Den Danske Klassiker

Mountainbike er efterhånden en folkesport, og Kongesporet ved Roskilde er et nyt, spændende skud på stammen i den stadig mere populære og om sig gribende sport.

Kongesporet køres for første gang søndag 6. oktober og er en del af Den Danske Klassiker, som også tæller Fyen Rundt (180 cykling), Gudenaa Open Water (2,7 eller 5,2 kilometer svømning) og Esrum Sø Rundt (27 kilometer løb).

Gennemfører man udfordringen i de fire discipliner inden for en 12 måneders-periode, erobrer man Den Danske Klassiker og hædres med medalje, diplom og en plads i Den Danske Klassikers Hall of Fame.

Læs alt om Den Danske Klassiker lige her.

Kongesporet arrangeres af Dansk Mountainbike Klub og Roskilde Mountain Klub og bliver på 105 kilometer (der er desuden ruter på 42 og 21 kilometer).

Der er start og mål på Stændertorvet, og man kan tilmelde sig og læse alt om løbet på www.kongesporet.dk.

- Terrænet er kuperet og afvekslende, og vi er meget spændt på, hvor stor tilslutningen bliver det første år. Vi har rundet de 400, men håber på hundrede til to hundrede mere, siger Klaus Bach, formand for Dansk Mountainbike Klub.

På heldistancen over 105 kilometer med 60 pct. singletrack, 25 pct. asfalt og 15 pct. grus forventer man en vindertid omkring fire timer.