Startskuddet til verdens første motionsløb, Eremitageløbet, lød søndag 28. september 1969 kl. 11.00 ved Fortunen i Dyrehaven.

Siden den historiske efterårsdag har 656.507 løbere i alderen 4-96 år gennemført Familien Danmarks motionsløb nr. 1. Og søndag 7. oktober 2018 skyder vi den 50. motionsfest i nationalskoven i gang.

Forude venter knap 13,3 kilometer gennem skoven, vi alle kender og elsker. Danmarks smukkeste og mest berømte scene for et motionsløb.

Eremitageløbet er idræts- og kulturhistorie. Det satte gang i motionsbevægelsen og er det stolte flagskib i en gigantisk flåde på omkring 1.400 årlige danske motionsløb

Idéen til løbet fik lægen Peter Schnohr fra Københavns Idræts-Forening og tandlægen og OL-skiløberen Svend W. Carlsen fra Københavns Skiklub efter at have deltaget i det 90 kilometer lange svenske skiløb Vasaløbet. De gik til BT med et forslag, som reklame- og informationschef Werner Mårtensson ikke kunne sige nej til.

Werner Mårtensson, som i dag er 95 år, mindes mødet i foråret 1969 med en ung, entusiastisk Peter Schnohr på sit kontor i Pilestræde.

”Peter foreslog en distance på 25 kilometer. Jeg mente, at seks kilometer var nok. Vi endte med et kompromis. Det første Eremitageløb var på 12,1 kilometer,” siger Werner Mårtensson.

”Jeg husker chefredaktørens ansigt, da jeg fortalte, at vi havde indgået en aftale med to idrætsforeninger om at lave et motionsløb. Den idé troede han ikke på. Men det er jo gået godt i snart 50 år.”

Når Peter Schnohr og Svend W. Carlsen valgte at gå til BT, var det ikke kun, forbi avisen var en af de mest læste i Danmark.

”Det vejede tungt, at BT havde en journalist, Per Arboe-Rasmussen, som var den første i Danmark, der skrev om motion for hjertepatienter,” siger Peter Schnohr.

Sådan var BT med til at hive den stillesiddende dansker op af lænestolen og starte en bevægelse. I dag er der 1,3 mio. danskere, der løbetræner regelmæssigt.

At løb skulle blive Danmarks største fritidsaktivitet, havde ingen drømt om i Eremitageløbets barndom.

”Den største sejr i 1969 var, at vi fik lov at løbe i Dyrehaven af skovrider A. Tage-Jensen. Dyrehaven har en plads i alle danskeres bevidsthed og er ikke en hvilken som helst skov,” siger Peter Schnohr.

Dyrehaven er et klenodie med Thurahs ikoniske slot og de godt 2.000 stykker hjortevildt som stjernerne i en skov med syv millioner besøgende om året.

”Jægersborg Dyrehave er oprindelig anlagt som parforcejagtpark for kong Frederik 3. efter fransk forbillede. Hjortene har en historie som kongens jagtvildt. Det er et paradoks, at Dyrehaven har overlevet 350 år. Den er ikke blevet kørt over af byudviklingen, men har bevaret sin ro, udstråling og naturkvalitet og blev i 2015 optaget på Unescos verdensarvliste,” siger skovfoged og skytte, Torben Christiansen.

Eremitageløbet er først og fremmest et motionsløb. Et løb, der motiverer til motion for sundhed og velvære. Men det er også et løb, der tiltrækker eliten, og mange af Danmarks største løbere gennem tiderne har kastet glans over festen. Henrik Jørgensen har løbsrekorden hos mændene med 38.40 fra 1987, mens 19-årige Anna Emilie Møller i 2016 satte rekord hos kvinderne med 43.45.

I premieren i 1969 var ruten på 12,1 kilometer, mens den i årene 1970-82 var på 13,8 kilometer. Siden 1983 har den været på knap 13,3 kilometer.

Når løbet finder sted en uges tid inde i oktober, skyldes det hensynet til kronhjortenes brunst i september og dådyrenes brunst fra medio oktober.

I årene 1969-72 var Eremitageløbet ”forbudt for børn”. Aldersgrænsen var 20 år. Fra 1973 til og med 1986 var den ti år, men fra 1987 har der ikke været nogen aldersgrænse. Den yngste Eremitageløber er fire år. Og den ældste 96.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, og løbsledelsen består af Thomas Ringsted og Matias Bredahl Reedtz, KIF, Leif Sjøgren og Anders Melamies, KS, Thomas Ferm Fischer og Peter Fredberg, BT.  Løbschef er Mikkel Hansen.

Traditionen tro kårer BT årets mandlige og kvindelige eremitageløber. To motionister, som lever op til løbets idé, træning for sundhed og velvære. De hædres med BTs sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen. Har du kandidater til titlen, så mail til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

Har du spørgsmål, kan du maile til elob@bt.dk eller ringe til 3375 2584 (mandag-fredag kl. 9-15).

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.