Lyt til artiklen

Morten Munkholm er tilbage efter en lang skade og kan vinde i Dyrehaven for tredie år i træk.

Morten Munkholm er tilbage efter et sandt rædselsår med en skade og kan søndag 7. oktober vinde Eremitageløbet for tredje år i træk.

Syv løbere har tidligere fejret hattrick i BT-klassikeren i Dyrehaven, Henrik Jørgensen, Carsten Jørgensen, Annemette Jensen, Anja Jørgensen, Mette Holm Hansen, Loa Olafsson og Kirsten Carlsen. Den seksdobbelte vinder, Dennis Jensen, fik aldrig tre på stribe.

Morten Munkholm giver søndag formbesked i DM på halvmaraton i forbindelse med Spartas Powerade Copenhagen Halv Marathon med 8.000 deltagere i Københavns gader. Den 27-årige Århus 1900-løbers første konkurrence siden 29. januar.

– Jeg tænker ikke på sejren. Det vigtigste er, at min fod holder, og at jeg for første gang i år får en god løbsoplevelse. Skader er noget, man må tage med. Jeg er jo ikke den eneste uheldige, siger han.

Morten Munkholms drøm om kvalifikation til OL på 1.500 meter i London blev knust af en genstridig sene i højre fod. Først hen på sommeren begyndte han så småt at løbe igen efter nogle deprimerende måneder.

Efter DM på halvmaraton og Eremitageløbet er det næste store mål EM i cross i december i Budapest. I 2010 blev han en sensationel nr. 10.

Morten Munkholm trænes af den tidligere E-løbsvinder og nordiske rekordholder på 1.500 meter, Niels Kim Hjorth, som også er chef for DAFs cross- og landevejsudvalg.

– Morten har trænet godt på det seneste. Det bliver et spændende efterår. Næste sæson gælder det en god tid på 5.000 meter som optakt til VM på halvmaraton i København i marts 2014, siger Niels Kim Hjorth.

DM-favorit i søndagens halvmaraton er Henrik Them, Sparta, mens kampen om guldet hos kvinderne ligner en duel mellem Maria Sig Møller, Århus Motion, og Anna Holm Baumeister, Viking Rønne.

Slutspurten om de sidste pladser i E-løbet er sat ind. Læs mere på www.elob.dk, men vil du med i Dyrehaven, skal du være hurtig.