Vægttab har mildnet Jesper Andersens gener af den kroniske hudsygdom psoriasis

Et vægttab fra 115 kilo til 90 kilo har givet Jesper Andersen, 49, mod på debut i Maj Invest Eremitageløbet søndag 9. oktober. Men endnu vigtigere har de færre kilo højnet hans livskvalitet og mildnet generne af hans hudsygdom psoriasis. En lidelse, der rammer to til tre procent af danskerne.

Jesper Andersen er blandt de 60 overvægtige forsøgspersoner, som har været med i en undersøgelse fra Herlev og Gentofte Hospital i samarbejde med Københavns Universitet. Forskningsstudiet viser, at der er en sammenhæng mellem vægt og hvor hårdt, man er ramt af den kroniske og arvelige sygdom med de røde og skællende områder på huden.

”Forsøget med diæt og motion startede i 2011. På de første otte uger tabte jeg 19 kilo. Inden da bevægede jeg mig stort set ikke, men sad bare foran computeren. Jeg mærkede hurtigt en positiv effekt med den øgede aktivitet, så man kan godt sige, at vægttabet blev et vendepunkt mentalt og fysisk,” siger han.

”Det var en ny verden, der åbnede sig for mig, da jeg startede i et fitnesscenter med styrketræning og løb. Nu løber jeg mange forskellige steder i byen. Jeg kan godt lide at variere ruterne og opleve nye steder i København som søerne og havneområdet.”

Jesper Andersen fik konstateret psoriasis i 14 års alderen, og i 2008 fik han også diabetes.

”Jeg mærker ikke diabetes mere, og min psoriasis behandles i dag kun med medicin. Jeg spiser sundt med mange grøntsager og nyder den fysiske aktivitet,” siger han.

For første gang trænede han i går i Dyrehaven, som bliver rammen om efterårets største skovtur 9. oktober.

”Alle kender jo Eremitageløbet, men at jeg skulle blive en del af det, havde jeg aldrig drømt om. Det bliver en oplevelse at løbe i skoven sammen med mange tusinde andre,” siger han.

Læs mere og tilmeld dig det 48. Maj Invest Eremitageløbet. Spørgsmål kan rettes til BTs E-løbskontor på 3375 2594 (mandag-fredag kl. 9-15). Mail: elob@bt.dk