Få gode og spændende mål i det nye år. BTs atletik- og motionsmedarbejder Peter Fredberg har kigget i motionskalenderen.

Da Eremitageløbet så dagens lys i Dyrehaven i 1969, var motionsløb et ukendt begreb.

I samarbejde med Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub skød BT med en storstilet kampagne motionsbevægelsen i Danmark i gang, og i dag er der langt over tusinde større og mindre motionsløb om året.

I de første 44 E-løb har løbets stifter, hjertelægen Peter Schnohr, stået i målet ved Fortunen og taget imod sammenlagt 593.495 løbere (lige til Guinness Book of Records). Et svimlende tal, ingen havde drømt om i E-løbets barndom.

Da jeg begyndte at løbe maraton i 1973, var der kun ét årligt maratonløb i Danmark ud over DM, nemlig KS Marathon med start og mål i Holte. I dag er der snesevis, mange ganske små, men hyggelige og intime. Maraton har udviklet sig til en folkesport med over 15.000 danskere, som løber de klassiske 42,195 kilometer mindst én gang om året herhjemme eller i udlandet.

De to populære guides, dourun.dk og trimguiden.dk, viser i let og overskuelig form vej til et hav af danske motionsløb på alle mulige distancer, og der er tilbud til løbere på alle niveauer. Klik ind og hent inspiration.

Som en lille appetitvækker på tærsklen til en ny løbesæson har jeg plukket ti spændende løb ud. Lad et eller flere af dem være et mål i 2013. Mange andre løb kunne med lige så stor ret være nævnt. Danske motionsløb holder generelt meget højt niveau.

21. april: BT Halvmarathon. Arrangør: SNIK. Løbes for 34. gang. Start: Kongens Lyngby. Mål: Rundforbi Stadion, Nærum. Tilmelding starter 1. januar. www.bthalvmarathon.dk

4. maj: Lillebælt Halvmarathon. Arrangør: Lillebælt i Løb. Start og mål i Middelfart. De 11.000 startnumre til løbet i 2013 er solgt. Tilmelding til løbet i 2014 åbner 4. oktober 2013. www.lillebaelthalvmarathon.dk

19. maj: Nykredit Copenhagen Marathon. Arrangør: Sparta. En klassiker. Danmarks største maratonløb. International klasse. www.copenhagenmarathon.dk

22.juni: Aabenraa Bjergmarathon. Arrangør: AAIG. Start og mål i Aabenraa. Et af Danmarks bedste maratonløb. Desuden halvmaraton, 10 km og 4,3 km. www.bjergmarathon.dk

30. juni: North Sea Beach Marathon. Arrangører: Ringkøbing Atletik & Motion, Esbjerg Atletik & Motion, Hvide Sande KFUMs Idræt. Marathon på stranden. Start: Vejers. Mål: Hvide Sande. Desuden halvmaraton, 10 km og 5 km. www.beachmarathon.dk

22.-26. juli: Etape Bornholm. Arrangør: Viking Atletik. Danmarks første etapeløb. En unik sommerferie i løb. Samlet distance for de fem etaper 42,195 kilometer. www.etape-bornholm.dk

24. august: Samsø Marathon. Arrangør: Samsø Ungdoms og Idrætsforening. Blev afviklet første gang i 2009 og lever op til mottoet ”Danmarks hyggeligste maraton”. Desuden halvmaraton, 10 km og 4,2 km. www.samsømarathon.dk

15. september: Viborg City Marathon. Arrangør: Viborg Kultur- & Idrætsfond. Maratonløbet er hovedbegivenheden i Viborgs store løbefestival. www.run-in-viborg.dk

22. september: H. C. Andersen Marathon. Arrangør. H.C. Andersen Marathon. Fyns eventyrlige maraton siden 1999. Desuden halvmaraton. www.hcmarathon.dk

6. oktober: Eremitageløbet. Arrangører: KIF, KS og BT. 13,3 km i nationalskoven Dyrehaven. Løbet, der startede motionsbevægelsen. Løbes for 45. gang. www.elob.dk