Henrik Them nåede aldrig at vinde Eremitageløbet. Løbet, der startede hans karriere som 11-årig i 1993 og dét løb, han allerhelst ville vinde.

Tre andenpladser blev det til. I 2006 blev han slået af Dennis Jensen med fem sekunder. To gange, 2008 og 2009, var en kenyaner for hurtig.

Henrik Them kandiderer således kraftigt til titlen som den bedste E-løber, der aldrig har vundet Eremitageløbet.

Men blev han aldrig kronet som skovens konge i sin lange, flotte og bevægede elitekarriere, er han en stolt ambassadør for verdens ældste motionsløb.

I marts 2017 måtte han stoppe definitivt på topplan på grund problemer med hoften. Og de sidste syv år har han døjet med angstproblemer, der var så voldsomme, at det var svært at få hverdagen til at fungere.

Henrik Them har været meget ærlig omkring sin angst, som han har lært at leve med.

Da han satte personlig rekord på maraton i Frankfurt i 2015 med 2.15.54 i sin sidste konkurrence, frygtede han hele vejen, at han ville falde om med hjertestop.

”Hvordan jeg kom igennem, fatter jeg stadigvæk ikke. Jeg har været flov over mine angstproblemer. Så dem som en svaghed og valgte ofte at isolere mig. Min angst har været slem i foråret 2017. Jeg tror på en eller anden måde, at min hårde løbetræning har holdt den lidt i skak,” siger han.

Det har været et stort tab for Henrik Them at stoppe elitekarrieren, men som han siger: ”Når en dør lukkes, åbnes heldigvis nye.” Han er dybt engageret i sporten med sin virksomhed Team Thempo, hvor han træner private og tager ud til virksomheder til foredrag og løbetræning. Han har desuden startet en løbepodcast, Frontrunner, og er formand for DIFs og Team Danmarks fælles Aktivkomité.

”Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel og hjælpe og motivere andre,” siger ildsjælen Henrik Them.

Han havde i en lang årrække sat et markant præg på langdistancen og vundet DM-guld på alle distancer fra 5.000 meter til og med maraton samt deltaget i VM (halvmaraton) og EM (maraton).

”Det har været en fantastisk rejse, men på grund af de udfordringer, jeg har haft med hofteproblemer og angst, føler jeg ikke, at jeg helt nåede det, jeg havde kapacitet til,” siger han.

Henrik Them blev inspireret til at deltage i Eremitageløbet af sin far, Jess Andersen, der spillede på Lyngbys divisionshold i fodbold og var mangeårig E-løber.

”Jeg husker tydeligt min debut som 11-årig. Det var i Eremitageløbets 25 års jubilæumsløb. TV2 transmitterede live i tre timer, og Carsten Jørgensen vandt. Jeg optog det hele på video. Løbere som Dennis Jensen og Carsten var mine barndomshelte,” siger Henrik Them.

”En stor inspiration var også Henrik Jørgensen. Til min 30 års fødselsdag gav hans datter, Anna, mig det pandebånd, Henrik løb med, da han vandt London Marathon i 1988. Det betyder meget for mig.”

I dag løber Henrik Them et par gange om ugen, somme tider med smerter i hoften, men han har accepteret sin skæbne.

”Jeg er glad for min udnævnelse til ambassadør for Eremitageløbet. Løbet betyder meget for mig og min familie. Det har historie. Og det er et løb, kun de allerbedste vinder,” siger han.

Eremitageløbet afvikles søndag 8. oktober for 49. gang. Du kan tilmelde dig på elob.dk

I BT lørdag 2. september bringes et tillæg på otte sider om verdens ældste motionsløb i tekst og billeder.