For 32. gang uddeles BTs pris til årets mandlige og kvindelige eremitageløbere.

BT indførte prisen i 1985 for at hædre to motionister, som lever op til grundidéen bag verdens ældste motionsløb: Træning for sundhed og velvære.

Emner til den ærefulde titel som årets E-løber skal være løbsledelsen i hænde senest 1. november. Skriv til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

De to motionister hædres traditionen tro på BT med et sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen.

Et nyt sølvfad ser dagens lys ved samme lejlighed. E-løbsarrangørerne Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT hædrer fra i år alle rekordsættere i Dyrehaven.

Årets mandlige og kvindelige eremitageløbere får således lejlighed til at hilse på Anna Emilie Møller. Det 19-årige stjerneskud løb i søndags i den 48. udgave af Maj Invest Eremitageløbet på den hurtigste tid, en kvinde nogensinde har løbet den 13,3 kilometer lange rute på.

Med supertiden 43.45 skar hun 14 sekunder af Dorte Vibjergs rekord fra 1998. Dengang var den ny rekordpige kun ét år.

Kun 15 mandlige løbere var i søndags hurtigere end den ny stjerne på den danske atletikhimmel.