Træningen er gået i blodet på Pia Allerslev, som er klar til Dyrehaven på søndag

Pia Allerslev har cyklet til Paris med Team Rynkeby, kørt op ad Alpe d’Huez og været med i Vild med Dans. Next stop for Københavns kultur- og fritidsborgmester: Dyrehaven.

På søndag er hun for første gang med i løbet, der startede motionsbevægelsen, Eremitageløbet.

Sammen med 19.000 andre glade motionister tager hun udfordringen op med de 13,3 kilometer i den smukke efterårsklædte nationalskov.

– Jeg kender mange, der er med i Eremitageløbet og har fået at vide, at jeg kan glæde mig til en spændende og meget smuk naturoplevelse. Jeg ved også, at det er et krævende løb i et kuperet terræn, siger hun.

For Pia Allerslev er E-løbet første skridt mod det store mål i 2014: VM på halvmaraton 29. marts i København. Hun var selv med i Monaco sidste år sammen med Wilson Kipketer, da Danmark fik VM.

– Jeg lokkede med rådhuspandekager, og Wilson lovede at løbe med, siger hun leende.

I månederne op til en af de største sportsbegivenheder på dansk grund med verdenseliten og 25.000 motionister følger den 41-årige borgmester et træningsprogram, udarbejdet af den tidligere landstræner på mellem- og langdistancen, DAFs motionskonsulent Thomas Nolan.

I BT og på bt.dk (sundhed) kan læserne de kommende måneder følge Pia Allerslevs kamp for at komme ned på en tid omkring to timer for de 21,1 kilometer. I sit første møde med halvmaraton i sidste måned løb hun på 2.14.52.

Pia Allerslev og Thomas Nolan var onsdag på deres første træningstur i Ørstedsparken.

– Jeg glæder mig vildt til at følge Thomas’ program. Jeg løbetræner hver morgen på et løbebånd, som medlemmerne af Borgerrepræsentationen kan træne på inde hos naboen, brandvæsenet, men Thomas kan give mig masser af inspiration og gode råd og fif, så jeg kan forbedre min teknik og hurtighed, siger Pia Allerslev.

Også Thomas Nolan ser frem til VM-parløbet. Pia Allerslev bliver desuden testet på Danish Sports Academy i Rødovre.

– Pia er topmotiveret. Hun har viljen og ambitionerne, siger coachen.

Viljen understreges af, at Pia Allerslev siden marts 2011 har tabt 20 kilo og i dag er en veltrænet pige på 71 kilo. Ændrede kostvaner betød, at hun alene på 34 dage fra januar i år tabte ti kilo.

– Det er blevet lidt sjovere at løbe, siger en smilende kultur- og fritidsborgmester.