En cykelpendant til det populære DHL-motionsløb ser dagens lys.

Det får navnet 'Firmatouren' og afvikles fredag 27. maj i Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune i et samarbejde mellem TV 2 og Peloton.

Læs mere på www.firmatouren.tv2.dk om den ny cykelevent, som er et skræddersyet motionsløb til virksomheder og den offentlige sektor og omfatter RacerTouren over 75 kilometer og MotionsTouren over 25 kilometer. ”Firmatouren” henvender sig således både til den almindelige cyklist med cykelkurv og den mere trænede rytter.

I begge klasser tilmelder man sig med hold på fem personer, og der gives point og kåres en vinder i de forskellige kategorier. Cykelkanalen TV 2 er klar med et hold med Tour de France-kommentatoren Dennis Ritter som kaptajn.

'Firmatouren' bliver desuden i bedste DHL-stil ramme om en social event i teltlejren i målområdet både før, under og efter afviklingen af cykelløbene.

»Vi så muligheden for i samarbejde med en erfaren cykelløbsarrangør og en stor kommune med de helt rigtige rammer at udvide vores aktiviteter omkring cykelsporten,« siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for kommercielle partnerskaber på TV 2 og fortsætter:

»I fint samspil med TV 2s stærke cykelprofil samler vi med dette initiativ endnu flere cykelentusiastiske danskere og skaber et professionelt og underholdende cykelløb for dem, der gerne vil hoppe på cyklen sammen med kollegerne.«

Kristian Uhd Jepsen, Peloton: »Cykling som organiseret motionsform vokser i alle virksomheder fra lager til direktionsgangene. Men der eksisterer i dag ikke et stort samlet cykelmotionsløb, der er dedikeret til virksomheder, og det er det, vi gerne vil skabe sammen med TV 2 og Høje-Taastrup Kommune.«