Viking Atletik er for 21. gang med til at trække turister til Østersøens perle.

2.400 løbere er klar til den 21. udgave af Danmarks ældste etapeløb, Etape Bornholm. Fem-dages løbet, arrangeret af Viking Atletik i Rønne, er ikke kun en event i international topklasse, men også en unik ferieoplevelse.

Idéen med løbet er at trække turister til øen, og det er lykkedes gennem alle årene. Fra dag ét har Etape Bornholm været en succes.

– Etape Bornholm er en turistmagnet og møder stor anerkendelse fra det bornholmske turisterhverv, siger event manager Claus Clausen.

– 80 procent af deltagerne med familie er tilrejsende med langt de fleste fra København og Nordsjælland.

12 løbere (syv kvinder og fem mænd) skal være med for 21. gang. De trofaste er Annette Petersen, Helle Buus, Lisbeth Lind, Lotte Kraeutler, Irene Knudsen, Ingefred Svensson, Kirsten Grønbech, Egon Erlandsen, Erwin Hansen, Keld Christensen, Allan Arndahl og Kim Bendtsen.

Viking Atletik arrangerer hvert år over ti løb med etapeløbet som flagskib. Det skal have 2.000 tilmeldte for at løbe rundt økonomisk.

– Vi glæder os hvert år og er imponeret over så mange tilrejsende, der kommer. Det er jo desværre ikke helt billigt at rejse så langt østpå i Danmark, siger Claus Clausen.

De fem etaper 21.-25. juli byder på unikke og meget varierede ruter i den smukke bornholmske natur.

Den første af de fem etaper er et ti kilometer løb i og omkring Hasle på vestkysten. Derefter følger et strandløb over 5,8 kilometer ved Dueodde, et skovløb på 7,8 kilometer i Almindingen, et bjergløb på 8,6 kilometer på Hammeren og det afsluttende ti kilometerløb i hovedstaden Rønne.