Kære Chris

Jeg er ivrig rytter, og jeg prøver at forklare mine venner, at det er motion for mig også, ikke kun hesten! Men kunne du ikke give mig nogle saglige argumenter, hvis jeg altså har ret? Det føles i hvert fald sådan, for har jeg redet meget, er jeg træt på den gode måde. Tak for svar på forhånd.

Mange hilsner Helene

 

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Du har helt ret. Ridning er motion for rytteren, også selv om det er hesten, der løber og springer. Selv om en dygtig rytter kan styre hesten med små bevægelser, kræver det alligevel sin mand eller kvinde at tøjle så stort og stærkt et dyr, og hvis man kigger på ryttere, vil man kunne se, at de fleste sjældent er overvægtige.

 

Først og fremmest giver ridning en god træning af din balancesans. Du bruger en stor del af din krop til at stabilisere dig, når du sidder oven på hesten. Hvis du vil træne balancen yderligere, så prøv at ride uden sadel, det er virkelig krævende. Hvis det er for svært, eller hvis din hest ikke er vant til det, kan du også prøve bare at tage fødderne ud af stigbøjlerne. Allerede det gør det endnu mere krævende at holde balancen og sidde roligt.

 

Derudover træner ridning din evne til at koordinere bevægelser. Som rytter ved du, at du skal kunne foretage en masse bevægelser på én gang, du bruger både hænder, krop og ben, når du arbejder sammen med en hest. Apropos ben, så giver ridning stærke lår og ballemuskler, og i det hele taget bruger du musklerne, når du på hesten konstant spænder og slapper af i forskellige dele af kroppen. Og som en ekstra gevinst træner du også smidighed, når du rider. Hvis du sidder korrekt, strækkes både lægge og lårmuskler. Så jo, der er masser af gevinster ved at ride, og så skal man i øvrigt ikke undervurdere, hvor meget man lærer om tålmodighed og ro og samarbejde, når man rider. Så bliv du bare i sadlen.

 

Stay strong, stay graceful!

 

PS. Træning består jo af mange forskellige elementer blandt andet balance, styrke, smidighed og kondition. Mange af de ting træner du ved at ride, men måske mangler der lidt med henblik på konditionen, så hvis det er muligt, så forsøg at få lidt træning ind i hverdagen, hvor pulsen kommer op som supplement til ridningen.