Rasmus Henning og de danske verdensnavne i roning brillerede i Team Danmark-løbet

Team Danmark-løbet i Dyrehaven nærmer sig 30 års jubilæet og er et festligt indslag i eliteidrætsorganisationens vifte af aktiviteter.

Topatleter, sponsorer og andet godtfolk er med på de to distancer gennem nationalskoven, Eremitageløbets 13,3 kilometer og den korte distance på 7,5 kilometer.

Selv om den tidligere verdensstjerne i triatlon, Rasmus Henning, har ladet sig pensionere og er blevet formand for Aktivkomitéen under Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, har han ikke mistet speed og vandt den klassiske E-løbsrute foran den olympiske guldvinder i letvægtsdobbeltsculler, Rasmus Quist, og en anden af de mange konditionsstærke roere, Steffen Bonde Jensen.

Hos kvinderne gav den lange distance sejr til Team Danmark-diætisten Christina Nielsen med Tina Virke, Adecco, og Karen Minke, Danske Spil, på anden- og tredjepladsen.

Henrik Stephansen, VM-guldvinder i letvægtssinglesculler, vandt mændenes 7,5 kilometer foran den olympiske guldvinder i letvægtsdobbeltsculler, Mads Rasmussen, og Team Danmarks sportspsykolog, Greg Diment.

Henriette Engel, som i søndags på Bagsværd Sø vandt sin fjerde VM-guldmedalje i toerkajak på maratondistancen, var i en klasse for sig selv på kvindernes korte distance med Pernille Bjerrum fra Kulturministeriet og Birgitte Christiansen, Elverdam Advokater, på de følgende pladser.

Inden det traditionsrige løb blandt kronhjorte i brunst havde Team Danmark arrangeret en challenge, hvor deltagerne fik mulighed for at træne med en række topatleter som Jeanette Ottesen Gray og Rasmus Henning i svømning, Mads Rasmussen og Rasmus Quist i ergometerroning, triatleten Martin Jensen i cykling og Danmark bedste 1500 meter-løber Andreas Bueno i løb.