Kan man blive for gammel til at løbe maraton? Ikke hvis man hedder Erhard Filtenborg.

Den 78-årige fighter fra Ølstykke og 1. viceborgmester i Egedal Kommune (genopstillede ikke i tirsdags) løb 5. november på kyststrækningen fra Nice til Cannes sit maraton nr. 519, og næste mål bliver Malaga Marathon 10. december.

At Erhard Filtenborg skulle blive grebet af maratonfeberen, havde han ikke i sin vildeste fantasi drømt om, da han debuterede på de klassiske 42,195 kilometer i SNIKs Nike Marathon i 1984.

”Det var nysgerrigheden, der drev mig. Jeg ville bare prøve én gang. Once-in-a-lifetime. Men sådan blev det altså ikke,” siger han.

Erhard Filtenborg løb ti år efter din debut maraton nr. 100 som den første dansker, og på Klub 100 Marathon Danmarks generalforsamling 18. november i Esbjerg blev han klubbens andet æresmedlem.

Det første æresmedlem var hans klubkammerat fra SØAM, Anders Munch Madsen. Han startede i 1995 en uformel ”Klub 100” og har løbet 614 maratonløb. På den danske rangliste kun overgået af René Hjorth Olsen, der har rundet de 800, og Annette Fredskov med 645.

Næstved-pigen skrev sig i 2012/13 ind i historien, da hun på 365 dage løb 366 maratonløb.

”Jeg tror, det er tilfredsstillelsen ved at gennemføre og nå et mål, der er den største motivationsfaktor. Naturoplevelserne spiller også ind. Jeg har løbet maraton i 44 lande og haft fantastiske oplevelser, hvor jeg har nydt alle 42 kilometer, især i bjergene,” siger Erhard Filtenborg.

”Hvor længe, jeg vil fortsætte? Så længe bentøjet og helbredet holder. Lysten er der.”

Erhard Filtenborg er også mangeårig Eremitageløber og blev i 1997 kåret af BT som ”Årets mandlige Eremitageløber”.

Klub 100 Maraton Danmark blev etableret i 2014 og er en videreudvikling af Anders Munch Madsens projekt.

Det er en forening, der har til formål at samle løbere, der har løbet minimum 100 maratonløb, udbrede kendskabet til maratonløb og være ambassadør for de magiske 42,195 kilometer.

”Vi har 237 aktive medlemmer, og tallet vokser hele tiden,” siger formand Per Hviid, Birkerød, som har rundet maraton nr. 250.

Da denne signatur debuterede på maraton i 1973 i det hedengangne KS Marathon med start og mål på Rudegaard Stadion i Holte, var der kun ganske få hundrede danske maratonløbere.

Der er ingen statistik over danske maratonløbere i dag, men et sted mellem 15.000 og 20.000 menes at løbe mindst ét maratonløb om året. Fra at være for de få har maraton udviklet sig til en folkesport.

I 2017 er der over 500 maratonløb på dansk grund og ca. 200 forskellige arrangører. Mange maraton er de små, hurtigt arrangerede såkaldte Cannonballs, hvor man i den mest primitive udgave selv skal sørge for forplejningen.