Peter Fredberg, atletikmedarbejder på BT i 45 år, har oplevet lidt af hvert på maratondistancen gennem årene og sætter her fokus på nogle af de sjoveste løb. Kun himlen synes at sætte grænser for, hvor man kan løbe maraton.

Da jeg begyndte at løbe maraton i 1973, kunne danske maratonløb tælles på to fingre: DM og KS Marathon. I dag er maraton en folkesport.

Københavns Skiklubs for længst hedengangne maraton fra Rudegaard Stadion i Holte til Blovstrød og tilbage igen var i 70’erne et highlight i min ”motionskarriere”. Sammen med Eremitageløbet, naturligvis.

Jeg husker stoltheden over min første maraton-finisher-trøje. Havde jeg bare gemt den. Maratonløbere er jo trofæsamlere.

Siden debuten er det blevet til 121 maratonløb mere. Nogle af dem på de mest crazy steder som på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, den kinesiske mur, den grønlandske indlandsis, i Himalaya, ørkenen i Jordan og blandt Sydafrikas storvildt. Du kan løbe maraton hvor som helst. Kun himlen sætter grænser.

Adventure-bølgen med kombinationen af maraton og ferie startede i 1999 med Albatros’ The Great Wall Marathon på den kinesiske mur med BT som mediepartner, og det danske rejsebureau har til dato arrangeret 62 maratonløb rundt om i verden med sammenlagt 30.000 deltagere.

Et af de mere spøjse af slagsen var The Great Cruise Marathon på Norwegian Sun, verdens første maraton på et krydstogtskib, mens det sejlede fra Miami til Jamaica.

Forhistorien var speciel. Jeg havde været i Southampton til verdenspremiere på Norwegian Down og var kommet op på øverste dæk, hvor der var en rundbane med kunststofbelægning. Jeg så mulighederne og skrev en artikel med overskriften ”Hvad med maraton til søs?” Den læste de hos Norwegian Cruise Line og foreslog, at vi mødtes til en snak.

Jeg havde i forvejen et samarbejde med Albatros Travel omkring adventureløbene, så vi mødtes hos rejsebureauets ejer og administrerende direktør, Søren Rasmussen. Resultatet blev, at jeg rejste til Miami for at tale med Norwegian Suns norske kaptajn, Trygve Vorren, og måle banen op på skibets joggingbane. Den viste sig at være på 480 meter, så for at løbe de klassiske 42,195 kilometer skulle vi rundt 88 gange bortset fra 45 meter.

Et par måneder senere var en flok danske maratonløbere klar til et løb på første klasse i Caribien. Et tv-hold fra Danmarks Radio var med for at lave en reportage om det utraditionelle løb, som havde deltagelse af skuespilleren Lars Bom. Han var fem år forinden blevet en sensationel nr. 7 i sin maratondebut på den kinesiske mur.

Mange af de 2.100 passagerer og 1.500 besætningsmedlemmer stak nysgerrigt hovedet indenfor på sjette dæk, mens feltet løb rundt og rundt til rockmusik og havudsigt.

På en rejse til The Great Tibetan Marathon var den tidligere landsholdsbokser, Jørn Pedersen, blevet gift ved en buddhistisk bryllupsceremoni i Ladakh i det nordlige Indien, og på bryllupsrejsen til Caribien vandt fighteren fra Kalundborg det historiske cruisemaraton foran Egon Laursen fra Skive og Lars Bom.

Jeg husker en glad Lars Boms ord, da han pustede ud med medaljen om halsen: »En fantastisk oplevelse. Bare det at stå her ved rælingen og kigge over på den cubanske kyst.«