Læs i BT PLUS om, hvor du kan læse om at finde den 'sunde' lykke, fremfor den materielle lykke i:

Jeg husker tydeligt, første gang jeg hørte om den hedonistiske trædemølle. Det var min far, som introducerede mig for den hedonistiske trædemølle, og jeg kiggede bare på ham uden at sige noget. Da jeg endelig fik fremstammet nogle ord, sagde jeg: ’Det findes ikke!’ Så jeg besluttede mig for at slå det op. Min far og jeg elskede at udfordre hinanden – blandt andet ved at slå ting op og undersøge, hvor det stammede fra og betydningen af det. Og det viste sig (naturligvis), at han havde ret.

Udtrykket fandtes og kom fra to forskere, Brickman og Campbell, som havde brugt det til at beskrive den situation, hvor man bliver fanget i en endeløs jagt på mere rigdom eller nye ting, og så snart man har fået dem, vil man videre og have mere, og man ender som en hamster i et hjul, og uanset hvor hurtigt man løber, så kommer man ingen vegne. Min fars pointe var ganske simpel: Sæt dig aldrig for hårdt økonomisk, for den materielle glæde kommer aldrig til at opveje de bekymringer, der følger med at være økonomisk presset. Værdsæt livet, naturen og de ting, du har. Den læring sidder stadig dybt i mig den dag i dag, og jeg arbejder intensivt på at holde fast i den.

Men det er pissesvært! For jeg kan også godt lide det moderne liv og de materielle goder.

Det er på mange måder superlækkert, og mange af de ting vil jeg nødigt undvære. Så vi er tilbage ved den berømte balance. Jeg elsker at komme ud i naturen på lange vandreture. Ikke bare en time på Amager Fælled, som jeg gør til daglig, men at komme langt væk og ud i naturen. Væk fra alle stimuli. Efter et stykke tid kan jeg mærke, at jeg kommer i bedre kontakt med mig selv. Jeg kan bedre mærke efter, og jeg kan mærke, jeg får det bedre. Jeg bliver ydmyg og skrøbelig på samme tid.

Og jeg bliver i højere grad bevidst om de få ting, som reelt betyder noget for mig – nære relationer, mit helbred og personlig udvikling. Men på et tidspunkt bliver det også kedeligt og trivielt at vandre rundt i bjergene og mærke sig selv, og så længes jeg hjem - tilbage til mit liv, hvor grænserne udforskes, nye oplevelser opstår, og min personlige udvikling udfordres. Med andre ord er det kontrasterne og ændringerne både positive og negative, der skaber liv i mit liv.