Læs Chris' klumme, som denne gang sætter fokus på motivation og den svære erkendelse af, at når man når en vis alder, kan man ikke længere blive bedre og hurtigere. Det går faktisk kun ned ad bakke.
Der kom en dag, hvor jeg måtte erkende over for mig selv, at jeg ikke længere kan konkurrere med mit yngre jeg. Hvor jeg måtte sige: “Chris MacDonald, du har cyklet det hurtigste, du kan. Det bliver kun dårligere herfra”.
Det er på mange måder en svær erkendelse. Og den er i hvert fald ikke ligefrem motiverende, når man er et konkurrencemenneske som jeg selv. Har jeg ikke kunnet konkurrere mod andre i det daglige, har jeg i hvert fald kunnet konkurrere mod mig selv og hele tiden arbejde for, at jeg blev bedre og hurtigere.
Those days are gone. Når man er midaldrende, som jeg er nu, er den tid forbi. Herfra går det faktisk kun ned ad bakke.
Det har betydet, at jeg har været nødt til at sætte nye mål for at holde fast i motivationen. Hvor jeg engang sagde til mig selv, at jeg skulle slå min egen tid eller distance, handler mine mål nu mere om hyppighed, om hvor mange gange om ugen jeg skal cykle, løbe eller styrketræne. Eller hvor mange skridt jeg skal gå.
Motivation kommer ikke af sig selv, selvom vi nogle gange forventer det eller tror det om andre. Vi ser nogle gange naboen, som morgen efter morgen uanset vejret har snøret skoene og løber. Og vi undrer os over, hvor hun får viljen og energien fra. What’s driving her? Is she nuts?
Flere forskere har kigget indgående på, hvad der gør os motiverede, og konklusionen er, at motivation ikke så meget er en følelse som en disciplin, og at der er en række faktorer, som kan gøre os mere motiverede og en række andre, som spænder ben.
Jeg har lært meget af min far, som var inspireret af stoikerne - en græsk, filosofisk retning som blandt andet lægger vægt på at få tingene gjort uden at lade sig bremse af undskyldninger. Nogle gange skal vi bare gøre det, vi ved er rigtigt, også selv om vi ikke har lyst. Ikke et særligt moderne synspunkt, men sundt.
Den romerske kejser Marcus Aurelius var stoiker og talte f.eks. strengt til sig selv, når han ikke havde lyst til at stå op om morgenen, men hellere ville ligge under den varme dyne. Jeg gør det samme. Jeg minder mig om, at jeg skylder de mange generationer før mig at gøre mig umage. De har trods alt kæmpet for, at vi som mennesker er nået til, hvor vi er i dag.
Det er fantastisk, når vi kan gøre det rigtige af ren og skær lyst, men mange gange bliver vi nødt til at erkende, at vi også må gøre noget, som vi ikke har lyst til, ganske enkelt fordi det er det rigtige at gøre. Og det er der, vi virkelig skal arbejde hårdt for motivationen - når vi kan sige: “Jeg bør gøre det, jeg kan gøre det - men jeg har ikke lyst til at gøre det.” Så må motivationen komme andre steder fra end lysten.
Selv om jeg ikke længere kan gøre fremskridt i forhold til mit yngre jeg, er der heldigvis andre mål, som jeg kan sætte, hvad enten det er en halv time mere udendørs hver dag eller 5.000 skridt mere. Og kan jeg ikke motivere mig selv på anden vis, så ved jeg i det mindste, hvor godt jeg har det med mig selv bagefter.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Der kom en dag, hvor jeg måtte erkende over for mig selv, at jeg ikke længere kan konkurrere med mit yngre jeg. Hvor jeg måtte sige: “Chris MacDonald, du har cyklet det hurtigste, du kan. Det bliver kun dårligere herfra”.
Det er på mange måder en svær erkendelse. Og den er i hvert fald ikke ligefrem motiverende, når man er et konkurrencemenneske som jeg selv. Har jeg ikke kunnet konkurrere mod andre i det daglige, har jeg i hvert fald kunnet konkurrere mod mig selv og hele tiden arbejde for, at jeg blev bedre og hurtigere.
Those days are gone. Når man er midaldrende, som jeg er nu, er den tid forbi. Herfra går det faktisk kun ned ad bakke.
Det har betydet, at jeg har været nødt til at sætte nye mål for at holde fast i motivationen. Hvor jeg engang sagde til mig selv, at jeg skulle slå min egen tid eller distance, handler mine mål nu mere om hyppighed, om hvor mange gange om ugen jeg skal cykle, løbe eller styrketræne. Eller hvor mange skridt jeg skal gå.
Motivation kommer ikke af sig selv, selvom vi nogle gange forventer det eller tror det om andre. Vi ser nogle gange naboen, som morgen efter morgen uanset vejret har snøret skoene og løber. Og vi undrer os over, hvor hun får viljen og energien fra. What’s driving her? Is she nuts?
Flere forskere har kigget indgående på, hvad der gør os motiverede, og konklusionen er, at motivation ikke så meget er en følelse som en disciplin, og at der er en række faktorer, som kan gøre os mere motiverede og en række andre, som spænder ben.
Jeg har lært meget af min far, som var inspireret af stoikerne - en græsk, filosofisk retning som blandt andet lægger vægt på at få tingene gjort uden at lade sig bremse af undskyldninger. Nogle gange skal vi bare gøre det, vi ved er rigtigt, også selv om vi ikke har lyst. Ikke et særligt moderne synspunkt, men sundt.
Den romerske kejser Marcus Aurelius var stoiker og talte f.eks. strengt til sig selv, når han ikke havde lyst til at stå op om morgenen, men hellere ville ligge under den varme dyne. Jeg gør det samme. Jeg minder mig om, at jeg skylder de mange generationer før mig at gøre mig umage. De har trods alt kæmpet for, at vi som mennesker er nået til, hvor vi er i dag.
Det er fantastisk, når vi kan gøre det rigtige af ren og skær lyst, men mange gange bliver vi nødt til at erkende, at vi også må gøre noget, som vi ikke har lyst til, ganske enkelt fordi det er det rigtige at gøre. Og det er der, vi virkelig skal arbejde hårdt for motivationen - når vi kan sige: “Jeg bør gøre det, jeg kan gøre det - men jeg har ikke lyst til at gøre det.” Så må motivationen komme andre steder fra end lysten.
Selv om jeg ikke længere kan gøre fremskridt i forhold til mit yngre jeg, er der heldigvis andre mål, som jeg kan sætte, hvad enten det er en halv time mere udendørs hver dag eller 5.000 skridt mere. Og kan jeg ikke motivere mig selv på anden vis, så ved jeg i det mindste, hvor godt jeg har det med mig selv bagefter.
