”Ha´ en god tur og hils de vilde dyr.”

Sådan lød speakeren Rikke Laursens afskedssalut, da hun sendte 585 børn i alderen 5-12 år gennem Zoologisk Have i København i BTs Børneløb.

Det var ottende gang, BT inviterede løbeglade piger og drenge til Danmarks sjoveste og vildeste børneløb. Og i år nød flere end nogensinde BTs Børneløb i motionens og hyggens tegn.

Flere hundrede løb sammen med deres far eller mor, og mange bedsteforældre var også trukket i løbetøjet på den solbeskinnede søndag.
Med en ”giraf” på cykel til at vise vej snoede rekordfeltet sig som en gigantisk slange rundt blandt Zoos vilde dyr. Flere af de ældste børn satte høj fart på fra starten, mens de yngste tog det med et stort smil i mere roligt tempo sammen med mor eller far og havde tid til at kigge på de vilde dyr på den to kilometer lange rundtur.



De to 7-årige Hillerød-piger Neel Tamstrup og Astrid Munk havde en skøn tur.

”Det sjoveste var at løbe så tæt på flodhestene. Jeg elsker at løbe, men det var lidt hårdt i dag,” siger en glad Neel, som løb sammen med sin mor.
Astrid havde sin far med på de to kilometer. Selv om de havde fart på, havde de også tid til at kigge på havens faste beboere, dyrene.

”Det var spændende at se den måde, dyrene som flodhestene, gibbonaberne og flamingoerne bevæger sig på,” siger hun.
Alle løbere fik en medalje og en flot præmiepose efter veludført dåd.

7-årige Cornelia Ferm Fischer fra Espergærde strålede om kap med sin medalje.



”Jeg løb alene og brugte 12 minutter. Det var sjovt at løbe i mål og se min mor. Hun så meget stolt ud,” siger en leende Cornelia.

Hurtigst af alle i det store felt var det 12-årige talent Marcus Salling i den fornemme tid seks minutter og 46 sekunder. 3.23 minutter pr. kilometer på den snoede rute er klasse. Rasmus Nielsen løb på andenpladsen i 7.26.

Hos pigerne var Leonora van Deurs, 12, i særklasse med imponerende 7.45, næsten et minut hurtigere end Ida Clausen på andenpladsen. Det fortæller lidt om Leonora van Deurs’ tid, at kun fire drenge var hurtigere.

 BTs børneløb


Ud over sundhed og motion er målet med BTs Børneløb at give børn og barnlige sjæle en god og festlig oplevelse. Og efter løbet havde løberne og deres familie masser af tid til at gå rundt og kigge på dyrene.

Den store stab af Zoos medarbejdere var med til at sætte prikken over i’et og gøre BTs Børneløb til en stor succes.