For 31. gang kårer BT årets mandlige og kvindelige Eremitageløber.

Traditionen med at hylde to E-løbere, som lever op til løbets grundidé – regelmæssig træning for sundhed og velvære – startede i 1985. Årets motionister dét år blev Jørgen Vabbersgaard og Aase Wikkelsø.

I 2014 gik den ærefulde titel til Nana Vestergaard Eriksen, 25, København N., og manden bag Running Hvidovre, Lars Mertins, 48.

Årets E-løbere hyldes på BT, hvor de får overrakt BTs sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen.

Da Lars Mertins sidste år blev modtaget på BT, dukkede 13 løbekammerater op, så han fik en uventet træningstur på ti kilometer hjem. Helt i Running Hvidovres ånd.

E-løbets ældste deltager, 94-årige Vilhelm Schomacker, blev valgt som årets mandlige E-løber i 2011.

Har du et godt emne til titlerne i 2015, så mail inden 1. november til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk

Datoen for den 48. udgave af Maj Invest Eremitageløbet, arrangeret af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, bliver søndag 9. oktober 2016.