- Jeg nød de 21 kilometer, siger den tidligere verdensmester i dans, Jens Werner

BT Halvmarathon blev en sand folke- og motionsfest med glade smil i strålende forårssol.

Som en af de 7.041 fuldførende løbere, den tidligere verdens- og europamester i standarddans, Jens Werner, formulerer det:

- Det kneb lidt med åndedrættet i skoven på de sidste kilometer. Men jeg nød de 21 kilometer. De mange løbere og tilskuere skabte en fantastisk stemning, og det var en dejlig og varieret rute.
Jens Werner løb i den fornemme tid 1.23.25 dokumenterede sin form inden Copenhagen Marathon 19. maj.

BT halvmarathon


Den grønlandske læge fra Qaqortoq, Efa Olsen, kombinerede et feriebesøg i København med det nordsjællandske halvmaraton.

- Det var varmt, men et perfekt løb. Alt klappede ude på ruten, og stemningen på stadion var også i topklasse, siger han.

To veninder, Louise Fisker og Nina Louise Dalgaard, begge 24, slappede af i græsset på stadion i Nærum.

- Det var mit første halvmaraton, og jeg kunne ikke ønske et bedre løb, selv om der var trængsel flere steder, siger Nina Louise Dalgaard, som løb på 1.58.



Næsgaard Efterskole på Falster har løb på skoleskemaet og stillede med et hold på 140 elever.

- Det var hårdt, men en fed oplevelse i mit første halvmaraton, siger 16-årige Marcus Buus Raae.
Gennemsnitstiden for de 4.735 mandlige løbere var 1.50.51, mens snittet hos de 2.306 kvindelige løbere var 2.03.59.

Varmen kom bag på flere løbere, og fem dehydrerede og måtte have drop.