Berlingske har boet i Pilestræde i det indre København siden 1765, og i ”De Gamle Stuer” i kammerherre Berlings hjem hyldede BT i går årets mandlige og kvindelige Eremitageløber, Lars Dick-Nielsen, 39, Glostrup, og Lone Brinch Petersen, 64, Nakskov.

»Jeg beundrer jeres vilje. I er værdige modtagere af årets traditionsrige pris. På smukkeste vis lever I op til E-løbets grundidé, regelmæssig træning for sundhed og velvære,« sagde BTs chefredaktør, Jens Grund, til de to løbere i de historiske rammer i et af verdens ældste bladhuse.

»Det er en stor ære at blive valgt blandt så mange tusinde løbere. Eremitageløbet har altid betydet utrolig meget for mig og min familie,« siger Lars Dick-Nielsen.

Han debuterede i E-løbet som 10-årig og fejrede i år 30 års jubilæum i en alder af 39.

»Jeg er dedikeret til Eremitageløbet og glæder mig til nr. 31 i løbets 50 års jubilæum næste år,« siger han.

Han blev inspireret af sin far, Jan, som var med i 34 E-løb, inden en skade sagde stop for løberiet og tvang ham på cyklen.

Lars Dick-Nielsens lillebror, Jens, har fejret 25 års jubilæum på Danmarks smukkeste rute i nationalskoven.

Årets mandlige E-løber har gemt alle sine diplomer og startnumre. Det understreger hans passion for Eremitageløbet, at han under sine ph.d.-studier mellem en måned i Prag og tre måneder på Stanford University i Californien pressede et Eremitageløb ind.

Som den løbende ingeniør med et smil siger: »Det var godt timet.«

Lone Brinch Petersen deltog i 2011, ’12 og ’13 og blev i 2014 opereret for tarmkræft med en midlertidig stomi og efterfølgende kemobehandling. Hun genoptog træningen så småt i 2015 med langsomt løb over fire-fem kilometer sammen med gode træningskammerater i NIMF. Og i år intensiverede hun træningen op til sit comeback i skoven.

Så heldig var hun, da hun og hendes mand, Ole, for et år siden flyttede fra deres landejendom i Søllested, at de blev nabo til den superaktive løbeklub i Nakskov.

»Lægerne på Roskilde Sygehus siger, at den regelmæssige træning har hjulpet mig over kræften,« siger Lone Brinch Petersen.

»Jeg elsker træningen og det sociale samvær og nyder den årlige tur til Dyrehaven. Det er en festdag.«

Chefredaktør Jens Grund overrakte BTs sølvfad, et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen, blomster og nytårschampagne.

Bag kåringen står Eremitageløbets ledelse, Thomas Ringsted og Matias Bredahl Reedtz, Københavns Idræts-Forening, Leif Sjøgren og Anders Melamies, Københavns Skiklub, og Thomas Ferm Fischer og Peter Fredberg, BT.

Kryds allerede nu datoen af for motionsfesten søndag 7. oktober 2018, når verdens ældste motionsløb, Eremitageløbet, fejrer 50 års jubilæum.